En lun problemknuser

80 I DAG 4. JUNI: »Regeringens Rullemarie« var Knud Enggaards tilnavn, fordi han afmonterede de politiske bomber.

»Jeg sagde engang til departementschefen i Indenrigsministeriet, at med det veldrevne embedsværk kunne man da sende hvem som helst derover, uden at noget gik galt. Departementschefen bemærkede derpå, at det værste er, at de også gør det. Kort efter blev jeg selv indenrigsminister,« siger Knud Enggaard på den tørre, konstaterende facon, der har været hans særkende i en menneskealder.

Den gamle inderigsminister er glad for, at ministeriet er genopstået, ikke kun fordi han har været der ad to omgange, under SV-regeringen og i Firkløverregeringen, men også fordi han har været med til at skrive dets historie.

Historieinteresseret har civilingeniøren fra Ballerup altid været, lige fra han som gårdejersøn fra Odder og student fra Viborg blev landsformand for VU i 50erne. Og der er da også fyldt med bøger fra kælder til kvist i hjemmet, hvor han holder sig i form med alle slags manuelt havearbejde.

Selv er han efterhånden blevet til et stykke politisk historie, men af diskretion overfor fortrolige sager og nulevende personer har han endnu ikke skrevet erindringer:

»Jeg har brugt min taleret på de indre linjer, efter jeg forlod Folketinget, og jeg har forlængst opbrugt min talekvote. Som forhenværende skal man ikke blande sig i efterfølgernes dispositioner, for så er ansvaret et andet sted, og man skal ikke være bedrevidende udefra«.

Der er ellers nok af erfaring at øse af fra Enggaard, der sad i Folketinget periodevis fra 1964-2001. Fire gange måtte han dog pakke sit kontor i Folketinget, selvom partiet Venstre flere gange hentede Enggaard ind som minister. I Schlüter-regeringen nåede han at være energi-, indenrigs-, økonomi- og forsvarsminister samt minister for nordisk samarbejde.

»Jeg har en liberal grundholdning, som har præget mit arbejde. Og jeg er gået efter så bred en forankring som muligt, så det er politisk holdbart,« fortæller Knud Enggaard og minder om, at i mange år var det ikke sædvane, at regeringer havde et de facto-flertal, som både SR- og VK-regeringerne, »og derfor var det vigtigt at få støtte uden for en snæver kreds«.

Enggaard var kendt som »regeringens Rullemarie« efter bombefjerneren fra Farum Kaserne, der måtte rykke ud, når en sprængfarlig sag skulle afmonteres. Derfor var han også i en årrække sit partis repræsentant i regeringens magtfulde koordinationsudvalg.
Forsvarsforliget i 1989 var et eksempel på, hvordan han i Den Kolde Krigs sidste tid måtte løse en prekær sag, som forgængeren havde fumlet i. Selv er den beskedne Enggaard for fin til at fremhæve egne bedrifter og fortæller i stedet om den politiske udfordring:

»Forsvarsministertiden gik fra kold krig, hvor vi havde brug for politisk bredde, over en usikker overgangsfase og sluttede med stærkere engagement i første Golfkrig og Balkankrig. Her begyndte vi den aktive udenrigspolitik, der også i dag er en absolut nødvendighed, som ansvarlige lande ikke slipper udenom«.

Blandt Enggaards vigtigste resultater i øvrigt var det sværeste en udligningsreform i 1979, »som var så omfattende, at det alene tog et halvt år at udforme den, og der var ingen ballade efterfølgende.« Modsat senere reformer, forstås.

Andre resultater var »AIDS-politikken i 1986-87, hvor stor bredde blev skabt«, oven på bløderskandalen. »Også EU’s kapitalliberaliseringer, der forberedte dansk erhvervsliv og banker på en ny konkurrencesituation, som Sverige og Finland først senere kom helt på omgangshøjde med. Endelig har jeg fulgt de store broprojekter, Storebælt, Øresund og Femern«.

Konklusionen fra et langt liv i politik? »Sagen er det afgørende, ikke manden. Man kommer ingen vegne uden holdarbejde. Der er begrænset spillerum for solister, selvom man kan sikre sig store overskrifter ved at gå mod sit parti«.

Fødselsdagen fejres usædvanligt, da han og hustruen, Elsebeth Enggaard, samler de tre sønner og syv børnebørn på vej til de danske årsmøder i Sydslesvig, hvor Enggaard er taler.