Patruljevogn involveret i voldsom ulykke
AABENRAA: Et alvorligt trafikuheld ved middagstid fik politiet til at spærre den sønderjyske motorvej mellem frakørsel 71 Aabenraa og 70 Aabenraa N i nordgående retning.Det betyder lang kø og samtidig voldsom trafik ind igennem Aabenraa by, idet mange valgte at dreje fra motorvejen og ind igennem byen for at tage landevejen.
Ifølge de første oplysninger er flere biler involveret, og flere personer har siddet fastklemt.
En patruljevogn fra grænsepolitiet er involveret i ulykken, idet vognen holdt i midterrabatten for at hjælpe en fører, hvis bil var punkteret.
En bilist opdagede ikke i tide den parkerede patruljevogn og bragede ind i den, ligesom flere andre bilister mistede herredømmet over deres bil og kørte galt.
Ifølge den vagthavende hos grænsepolitiet sad politifolkene ikke i patruljevognen, da påkørslen skete, og de kom ikke til skade.
Det gjorde til gengæld føreren af den bil, der bragede ind i politibilen.
Han måtte efterfølgende skæres fri.
Seneste nye er, at der kort før klokken 13.30 blev åbnet for det ene spor igen, men at man skal køre forsigtigt, da der stadig ikke er ryddet helt op efter ulykken.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis







