Kærlighed til film

50 I MORGEN: Filminstruktøren Ole Bornedal er dansk films billedvirtuos. Nogen typisk dansk og mådeholden filminstruktør kan man ikke anklage Ole Bornedal, 50 i morgen, for at være.

Han nægter sig ikke noget i sine film, skyr dansk films vante socialrealisme og er ikke bange for patos. Han satser stort hver eneste gang. Og alle kan i hvert fald blive enige om, at stort set ingen filminstruktør herhjemme berhersker teknikken lige så overvældende som Ole Bornedal. Filmreferencerne har han på alle måder i orden.

Men samtidig er han blevet anklaget for ikke at bruge den undertiden næsten demonstrative tekniske bravur til ret meget. Kritikere har hævdet, at hans film er præget af en indre tomhed, en fundamental mangel på indre liv trods den voldsomme, ydre dramatik, som opponenter mener let forfalder til hysterisk melodrama og goldt effektjageri.

Der er masser af store følelser på spil, men hvor vedkommende ender det hele med at blive? Det har flere anmeldere spurgt sig selv og hinanden gennem årene.

Nørresundbydrengen slog sit navn fast med radiomontager og tog siden springet til tv, hvor sit-com-serien »Dr. Dip« blev et flop, mens tv-filmen »Masturbator« var mere end lovende.

Vellykket gys
Gennembruddet i biograferne kom naturligvis med klassikeren »Nattevagten«, den første helt vellykkede gyser herhjemme. Den var så god, at selv Hollywood fik øje på den og fik den genindspillet med Bornedal selv i instruktørstolen. Desværre betød mødet med filmbyen, at Bornedal tabte sin kunstneriske suverænitet.

På tv opnåede Bornedal succes med den fantasifulde og frække roadmovie »Charlott og Charlotte« og thrilleren »Dybt vand«.
På det store lærred fulgte han op med den monstrøse og stærkt underholdende, internationale storfilm »Jeg er Dina« samtidig med, at han i hele perioden var en ny, ambitiøs og højtråbende teatermand på de skrå brædder, hvor han også både skrev og iscenesatte selv.
Teatret har han budt farvel for længst.

Miskendt
Han følte sig miskendt: »Livet er for kort til teater,« meddelte han efter en stribe dårlige anmeldelser, der blandt andet kaldte ham belærende.
Hans »Macbeth« på Gladsaxe Teater fik ellers sat fut i klassikerdebatten. Bedst var det satiriske danmarks-tværsnit »Gud bevare Danmark« på Østre Gasværk og kammerspillet »Mænd uden noget« på AvenyT, hvor han var direktør sammen med Jon Stephensen 2002-2004.

Siden har han skabt børnefilmen »Vikaren« med Paprika Steen og to teknisk blændende film, der blander hyperstiliseret skæbnemelodrama, gotisk voldsgys og bastante følelser: »Kærlighed på film« og »Fri os fra det onde.«