Et stadig lovende talent

40 I DAG: Filmmanden Thomas Vinterberg har ikke haft verdens lykkeligste karriere, men vil altid blive husket for milepælen »Festen«. Et originalt talent? Ja, afgjort. En strålende karriere? Nej, det kan man desværre ikke påstå.

Den nu 40-årige Thomas Vinterberg har stærkere end nogen anden dansk filmskaber oplevet, at succes kan være et tveægget sværd.

Da han i 1998 havde premiere på sin dogmefilm »Festen«, blev han med ét slag internationalt berømt og beundret, men siden da har det virket, som om han næsten desperat har kæmpet for at komme videre efter den enestående indsats og finde sig en filmisk form, som han virkelig kan føle sig hjemme i.

At Vinterberg er født med et markant talent for at lave film, har der aldrig hersket tvivl om. Allerede med afgangsfilmen »Sidste omgang« fra Den Danske Filmskole i 1993 vakte han positiv opsigt, og forventningerne til ham blev ikke mindre, da han det følgende år lavede den helstøbte og bevægende novellefilm »Drengen der gik baglæns« om en drengs sorg over at have mistet en storebror.

Så skulle det nye supertalent selvfølgelig lave spillefilm, men »De største helte« fra 1996 blev ikke helt så strålende en debut, som man havde håbet på.

Der er tale om en slags road movie med Thomas Bo Larsen og Ulrich Thomsen som et par amatør-desperadoer på vej op gennem Sverige, og dårlig er den bestemt ikke, men med sin ret flaksende historie fangede den ikke publikums interesse og blev kun set af 44.171 tilskuere.

Piben fik en anden lyd, da Thomas Vinterberg sammen med kollegaen Lars von Trier havde opfundet Dogme 95 og forvandlede det asketiske manifests tekniske begrænsninger til kunstnerisk styrke i det sort humoristiske incest-drama »Festen«, der blev prisbelønnet på festivalen i Cannes, set af 360.000 mennesker herhjemme, solgt til 48 lande og uden for Danmark set af 2,4 mio. tilskuere.

Succesen var altså kolossal, men også lammende for den følsomme Vinterberg, der havde svært ved at finde ud af, hvad hans næste film skulle handle om.

Det blev i 2003 til den ambitiøse »Its All About Love« med amerikanerne Joaquin Phoenix og Claire Danes i hovedrollerne, men til Vinterbergs betydelige skuffelse havde festivalen i Cannes ikke lyst til at vise filmen, og selv om det fik ham til at klippe den om og forsyne den med ny musik, fik den pænt sagt en blandet modtagelse den er også frygtelig ujævn, men den er samtidig modig og visionær med uforglemmelige scener, så den er alt i alt ikke nær så mislykket, som Janteloven skadefro har gjort den til.

Det samme gælder Vinterbergs følgende film, »Dear Wendy«, der med manuskript af Lars von Trier og engelske Jamie Bell i hovedrollen handler om unge mennesker, der uden at være voldelige elsker skydevåben.

Historien er problematisk, men filmen er glimrende instrueret og blev da også pænt modtaget, bl.a. på Sundance-festivalen i USA.

Imidlertid har usikkerheden om karrierens mål og midler tilsyneladende ikke forladt Thomas Vinterberg, for med den satiriske folkekomedie »En mand kommer hjem« fra 2007 vendte han ganske vist tilbage til at lave film på dansk, men ikke til niveauet i »Festen«.

Tværtimod er beretningen om en berømt operasangers besøg i en lille provinsby en kaotisk blanding af humor og alvor, der afslører, at instruktøren endnu ikke har genfundet et toneleje, der falder ham (og publikum) helt naturligt.

Det skal nok lykkes før eller senere. Thomas Vinterberg er jo kun 40 år, og hans betydelige talent venter uden tvivl bare på den helt rigtige historie at fortælle måske har han fundet den i Jonas T. Bengtsons roman »Submarino« om et par socialt belastede brødre i Københavns skrammede Nordvestkvarter, der om alt går vel er skueplads for hans næste film.