Ofte mangler unge bilister viden om deres egne evner som bilister. Men erfaringer fra forsikringsselskabet Alka viser, at intensive banetest med høj fart halverer antallet af ulykker blandt unge.
Fartkursus kan redde 50 unge liv
Ofte mangler unge bilister viden om deres egne evner som bilister. Men erfaringer fra forsikringsselskabet Alka viser, at intensive banetest med høj fart halverer antallet af ulykker blandt unge. Selverkendelse: Antallet af unge trafikdræbte kunne halveres, hvis alle unge bilister fik en bedre forståelse for deres egne begrænsninger som bilister.Gennem ti år har forsikringsselskabet Alka i samarbejde med fonden Respekt for Fart haft 10.000 bilister mellem 18 og 24 år på et særligt intensivt fartkursus, hvor de blandt andet lærer at bremse og undvige med over 100 km/t på den nedlagte flyvestation Vandel. Det har efterfølgende halveret antallet af ulykker blandt de unge, som har taget kurset.
– Hver tredje trafikdræbte i Danmark er en ung mand mellem 18 og 24 år. Hvis alle unge kom igennem det kursus, vi har i Vandel, er det min påstand, at vi hvert år kunne redde 50 unge menneskeliv, siger chefen for Alkas bilforsikringer, Jørgen Knudsen.
Mere med i undervisningen
Kurset strækker sig over en dag og indeholder mange bremse- og undvigeprøver med høj fart kombineret med foredrag fra Falckreddere og unge, der selv har været ude for ulykker.
– Generelt tror de unge, at de er erfarne bilister. Men de her test viser dem, at de mangler reaktionsevnen og vurderer deres egne evner forkert, siger den daglige leder af kurserne Respekt for Fart, Michael Lønbæk.
Formanden for Færdselssikkerhedskommissionen, Karsten Nonbo, mener, at de praktiske fartprøver fra Respekt for Fart skal med ind i køreundervisningen for unge, der tager kørekort.
– Vi er ved at se på, hvordan vi får puttet flere ting ind i undervisningen. Og der mener jeg, at vi skal bruge metoderne fra Respekt for Fart, siger Karsten Nonbo, der selv har været ude og se på kurserne.
Også Rådet for Større Færdselssikkerhed bakker op.
– På kurserne får de unge prøvet tingene af på egen krop. Det er en undervisningsmetode, som vi generelt har meget tiltro til i rådet, siger Lars Olsen, der arrangerer foredrag om fart for unge bilister.
Kommentar til artiklen
Seneste nyt





Login & køb af E-avis



