Tidligere amtsborgmester og formand for Etisk Råd, Erling Tiedemann, til højre, har stadig sit otium til gode.
Amtsborgmesteren der fulgte et åndeligt kald
Hvad blev der af dem: Der skal en god »muse-arm« til at bladre sig igennem tidligere amtsborgmester Erling Tiedemanns cv på hans meget avancerede internet-hjemmeside.Listen over tillidserhverv, udvalgs- og formandsposter er alen lang.
Heldigvis har Erling Tiedemann selv en afslappet holdning til sine mange tidligere erhverv, og foreslår, at man bare kigger på listen under »Aktuelle hverv«.
Her kan man se, at den 76-årige københavner af fødsel, men vejlenser af hjerte, er ansvarshavende redaktør på nettidsskriftet catholica.dk og podcasteren katpod.dk samt bestyrelsesmedlem i Det Danske Bibelselskab og Danske Kirkers Råd.
Sideløbende med det politiske håndværk har Erling Tiedemann været dybt optaget af mere åndelige spørgsmål.
Som troende katolik har Tiedemann altid haft en anden dimension med i sit arbejde, og det var den side af sit liv, han og hustruen Vivian valgte at forfølge, da han forlod amtsgården i Vejle.
– Vi rejste to år til Paris for at studere bibelteologi med en afsluttende eksamen, fortæller Tiedemann fra sin lejlighed midt i København.
Naboerne fik til opgave at passe på huset i Vejle, mens hr. og fru Tiedemann fordybede sig i religiøse studier ved Institut Catholique i Paris.
Etisk Råd
– Da vi kom hjem sagde jeg ja til at lede pastoralcentret – et katolsk forlag – bl.a. fordi vi så kunne blive i Vejle. Det blev dog alligevel til så mange ture til København, at vi endte med at sige ja til en stor dejlig gammel lejlighed med en ditto varmeregning her midt i byen.
Erling og Vivian Tiedemann nåede kun at være tilbage i Vejle to måneder før de flyttede til hovedstaden.
Noget otium blev det imidlertid ikke til på den nye adresse. Der var meget hurtigt bud efter Tiedemann, der af Folketinget blev bedt om at blive formand for Etisk Råd.
– Jeg havde set frem til at kunne synke sammen i en gyngestol, men det har jeg stadig til gode.
I halen på arbejdet i Etisk Råd fulgte bl.a. en lang række foredrag både offentlige og private – en side af både politikken og etikken, som Erling Tiedemann langt fra har overstået.
Sprogskole i Italien
– Det er jo sådan, at man som politiker nærmest per definition er løgnagtig, mens man som eks-politiker nærmest bliver et sandhedsvidne, siger han.
Hr. og fru Tiedemann har også ind mellem alt det andet haft tid til at tage på sprogskole i Italien – ikke mindst inspireret af filmen »Italiensk for begyndere«, men formentlig også som en udløber af den katolske tro.
Som redaktør af et katolsk menighedsrådsblad og dybt involveret i den katolske kirkes arbejde her i landet har Erling Tiedemann fulgt den aktuelle debat om Pavens rejse til Afrika med stor interesse.
– Paver vil vi ikke have her i Danmark, men de vækker interesse. Jeg plejer at sige, at forskellen på katolicisme og protestantisme er, at vi (den katolske kirke) kun har én pave.
Vivian og Erling Tiedemann kalder stadig Vejle »hjemme«, men arbejdet ligger nu i København.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis




