Mohamed optrådte for 60.000: Den største dag i mit liv
Stort: - Jeg blev så overvældet. Bare det at snakke om at stå deroppe får mig næsten til at tude. Det var så stort.- Det er slet ikke til at fatte, at alle de mennesker står og skriger og hviner, fordi jeg kommer ind på scenen, sagde en meget bevæget Mohamed til B.T., efter han havde begejstret de 60.000 mennesker på Rådhuspladsen.
En drengedrøm
For ham var det den ultimative drengedrøm, der netop var gået i opfyldelse.
- Jeg har så tit stået hjemme på mit værelse og leget, at jeg stod oppe på en stor scene foran så mange tusinde mennesker. Så er det bare helt ufatteligt, at man lige pludselig står der, sagde Mohamed med taknemmeligheden lysende ud af øjnene.
Den 15-årige nordjyske sanger havde nemlig aldrig regnet med at drive sit X Factor-eventyr så langt.
- Jeg var så bange, da jeg stod til audition, så jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg skulle ende med at stå her. Det er helt uvirkeligt, at jeg er nået så langt.
Publikum var ellevilde
For Mohamed var den enorme oplevelse og opbakning på Rådhuspladsen med til at give mod på tilværelsen i denne sidste hårde og nervepirrende uge op mod den store X Factor-finale på fredag.
- Jeg har været så presset på det sidste med to gange i farezonen. Så jeg føler mig så privilegeret over at have stået oppe på scenen foran så mange mennesker. Det hjælper mig også til at huske på, hvorfor det er, at jeg så gerne vil det her, sagde Mohamed, der modtog de største hyldester fra det ellevilde publikum.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis







