Ketty Christoffersen fylder 60
60 år: Bogholder og formand for Venstres kommuneforening i Esbjerg, Ketty Christoffersen, Ommevej 2, Bramming, fylder søndag den 8. marts 60 år.Når alderen siger 60 år synes nogle mennesker, at det er tid til at geare ned og trække sig lidt tilbage.
Men ikke Ketty Christoffersen, der fylder rund på søndag.
Hun har nemlig travlt med at passe sit job som bogholder hos Vejrup Andels Grovvareforening og er samtidig formand for Venstres kommuneforening i Esbjerg og Venstres vælgerforening i Vester Nykirke øst for Esbjerg.
2009 er med kommunalvalget i november et spændende år i lokalpolitik, og Ketty Christoffersen deltager engageret i arbejdet med at lægge strategi og gøre et hold af Venstre-politikere klar til valget.
– Det er spændende at have indflydelse og opleve, at min indsats kan gøre en forskel, forklarer Ketty Christoffersen.
Selv om en stor del af fritiden bliver brugt på politik, finder hun også tid til at slappe af og nyde familielivet, der tæller manden Otto Christoffersen, to døtre, svigersønner og fire børnebørn.
Fødselaren holder af naturen, som hun ofte traver eller cykler en tur i, hvis tankerne skal vendes engang i hovedet.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis




