»Konfirmanden« bliver voksen
Storiværksætteren Michael Mathiesen har taget både op- og nedturene i den danske IT-branche. 50 I DAG: Først var hans tilnavn i dansk erhvervsliv »konfirmanden« på grund af det evindeligt ungdommelige udseende, senere blev det »maratonmanden«.Michael Mathiesen, der i dag runder 50 år, er nok fortsat bedst kendt i offentligheden som stifter af investeringsselskabet 2M Invest.
Det blev symbolet på op- og nedturen i de glade IT-dage i begyndelsen af dette årtusind, inden alt brast.
Mere end 20 års erfaring har han i IT- og telebranchen både herhjemme og i udlandet.
Han har en højere handelseksamen fra Niels Brock i København, men forlod HD-studierne efter første del for at blive storiværksætter.
Karrieren begyndte som sælger af kontormaskiner hos Max Bodenhoff i 1980. I 1990erne havde Michael Mathiesen heldet med sig og blev snart en stjerne i IT-branchen.
I 1990 solgte han netværksvirksomheden Dataco (fra 1985) for 85 millioner kroner.
Det gav indskuddet til scannervirksomheden Scanview og, i 1992, til 2M Invest, som blev stiftet sammen med Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) og Dansk Ingeniørforenings pensionskasse.
Fem år senere blev det første softwarefirma, Beologic, solgt for 325 millioner kroner.
Børsnoteringen af Simcorp i 1998 gav 350 millioner kroner i kassen. Og året efter, i september 1999, blev bredbåndsteknologiselskabet Cocom solgt til netværksgiganten Cisco.
Konsulenthuset Catenas havde 2M derimod investeret knap 390 millioner kroner i, og det blev hårdt i de hårde IT-tider.
Oveni mislykkedes en planlagt, udenlandsk kapitaltilførsel på 150 millioner kroner i begyndelsen af 2002.
I løbet af sommeren gik 2M Invest konkurs - 22 videresolgte virksomheder efter starten.
En af 2Ms virksomheder den siden ret så kendte IT Factory blev i juli 2003 overtaget af Asger Jensby for under ti millioner kroner.
Michael Mathiesen kendte Asger Jensby fra CSC-tiden, hvor Mathiesen havde siddet i bestyrelsen. Jensby havde skudt penge i 2M Invest efter CSC-tiden.
I februar 2003 blev Michael Mathiesen topchef for det svenske firma Cellpoint, der sælger hovedsæt til mobiltelefoner i direkte konkurrence med danske GN Netcom under GN Store Nord og amerikanske Plantronics. Siden 2007 har han været aktiv bestyrelsesformand for Cellpoint.
Han var i 2000 formand i IT-Brancheforeningen (i dag IT-Branchen), og hans ballast i offentligheden blev brugt til at tale IT- og teleselskabernes sag.
Og som topspiller i ishockey har han været vant til at gå i clinch med modstanderne.
Desuden har han faktisk klaret maratondistancen i løb flere gange.
Kina, USA og London har været flittigt besøgt, og Afrika kommer nok med ind på topscorerlisten fremover.
Den fritid, der trods alt er, bliver brugt sammen med børnene de to drenge er også bidt af ishockey samt på løbeture og en svømmetur i Øresund ... »helst, når det er rigtigt koldt«!
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis




