Jeg turde ikke kalde mig forfatter

Som ung var hun feteret supermodel, siden fulgte hun sit intellektuelle ophav og blev psykolog for at vise, at udseendet ikke var hendes eneste fortrin. I dag er Renée Toft Simonsen en af de mest produktive børnebogsforfattere i det seneste årti. interview: Den første bog, Renée Toft Simonsen købte, efter at hun som 17-årig flyttede til New York, handlede om humor.

For når den purunge model sad, stod og poserede i fotostudier dagen lang, ville hun være med, når der var noget at grine ad.

Ti år senere lå hendes nyfødte datter i en lift ved sin mors fødder, mens underviserne på psykologi-studiet stod ved auditoriets tavle, og endnu ti år efter lignede familie og venner store spørgsmålstegn, da hun efter et speciale belønnet med karakteren 11 sagde nej tak til en tilbudt ph.d.-stilling for at få tid til meditation, familieliv og ikke mindst et helhjertet forsøg som forfatter.

Ti børnebøger, flere priser, filmatiseringer og en enkelt roman senere er både Renée Toft Simonsen og hendes omgivelser blevet klogere. På at afstanden mellem drøm og skinbarlig virkelighed hos den nu 43-årige mor til fire er kortere end for de fleste.

– Måske er jeg bare naiv på en måde. Jeg har en eller anden tro på, at jeg kan det, jeg vil. At jeg bare skal kaste mig over det. Men de store beslutninger har jeg faktisk været lang tid om at nå frem til, fordi jeg nødigt vil forandringen, siger Renée Toft Simonsen.

Det hele begyndte i Århus, og her endte det igen efter syv år med verdensberømmelse og base i 1980’ernes New York, fire måneder i kibbutz i Israel og et forlist ægteskab i Skovshoved.

Nu nærmest stråler hun.

Deler en udsigt over Århus Bugt fra villaen i Risskov med sangeren Thomas Helmig ved sin side og »dine, mine og vores børn«.

Smiler det smil, det er let at forstå, en samlet modeverden ikke kunne stå for dengang i 80’erne.

Og der har været grund til netop at smile, siden Renée Toft Simonsen udgav sin første børnebog i 2003.

Skrevet som adspredelse, mens specialet på psykologistudiet blev finpudset.

Men selvom en bog hurtigt blev til flere, veg hun de første år uden om ét bestemt ord.

– Jeg turde ikke sige højt, at jeg var forfatter. I stedet sagde jeg, at jeg bare var en husmor med fire små børn og sad og skrev lidt i min fritid. Også indeni gik der nogle år, før jeg har turdet sige det. Før jeg har kunnet tro på, at det virkelig var rigtigt. At jeg overhovedet kunne det. Så det lille ord havde en hård fødsel. Men jeg tør sige det i dag. Det er det, jeg er, siger Renée Toft Simonsen.

Det dengang gryende forfatterskab var endnu et skifte i et liv, der har været mere alsidigt end langt.

Men det var også første gang, hun traf et valg af hjertets helt frie vilje.

– At blive psykolog havde meget at gøre med, at nu skulle jeg godt nok vise dem. Men da jeg begyndte at skrive, valgte jeg ud fra lyst og drømme frem for at vælge ud fra »nu skal jeg vise jer« eller »se, hvor dygtig jeg er«, siger Renée Toft Simonsen med en snert af selvironi i både stemme og smil.

For at forstå hvorfor det var så vigtigt at vise mere og andet end »blot« det ansigt, der i 1982 blev kåret til »Face of the 80s«, skal tiden skrues tilbage til en opvækst fjernt fra forsiden af magasiner som Elle og Vogue.

Til en intellektuel familie med en ung mor, som var erklæret kommunist og aktiv i kvindebevægelsen, og en næsten lige så ung far med anarkisme og danskfaget som passioner.

Forældre med et ønske om uddannede døtre.

Derfor lå det heller ikke fjernt for Renée Toft Simonsen selv, da hun som en af verdens mest ombejlede modeller sagde stop som 24-årig, tog en studentereksamen og søgte ind på psykologistudiet. For et glamourøst liv i New York var langtfra i harmoni med smagen af modermælken.

– Det passede overhovedet ikke ind. At være supermodel på verdensplan, hvad fanden var det. Når jeg ser tilbage, tænker jeg, at nej, hvor var jeg dygtig, hvor var jeg sej. Men det så jeg slet ikke dengang. Jeg gjorde det bare.

– Jo ældre jeg bliver, jo mere ømhed føler jeg for mennesket, og jo mere kærligt kan jeg kigge på mig selv. Jeg kan godt få sådan en overbærenhed med os. Alle de anstrengelser vi gør os. Vi er så kære, når vi så gerne vil ses og høres og anerkendes. Jeg kan få fuldstændig tårer i øjnene, når jeg ser en lille pige på fem år klædt ud som prinsesse. Tænk, hvor hun gerne vil ses og anerkendes. Og sådan har man det da også nogle gange, når man er fyldt 40 år. Se, hvor fin jeg har gjort mig, siger Renée Toft Simonsen og spørger:

– Er det ikke i orden, at man gerne vil beundres?