Mindeord over Ole Nielsen
Advokat Peter Tærø Nielsen skriver følgende mindeord over landretssagfører Ole Nielsen, Kolding, der er død, 81 år."Sagførerfuldmægtig Nielsen, hvis De vil vinde sagerne, skal De bære juraen I Deres hjerte".
Det var den velkomst, den da 26-årige Ole Nielsen fik på bredt jysk, da han, efter endt militærtjeneste, i 1954 tiltrådte som sagførerfuldmægtig hos den navnkundige Kolding-landsretssagfører M. C. A. Bjerre, der var kendt for at være meget dygtig i retten.
Ole Nielsen må have hørt godt efter rådet.
Da Ole Nielsen fire år senere forlod Bjerre for at tiltræde en stilling som intern jurist i Lego-koncernen, kvitterede Bjerre i anbefalingsskrivelsen med følgende: "Landsretssagfører Nielsen var en særdeles habil og indsigtsfuld jurist med et godt praktisk greb om tingene. Han havde et behageligt væsen, der gjorde et samarbejde med kontorets personale let, ligesom han var i besiddelse af udpræget kundetække."
Der er sikkert mange, der mødte Ole Nielsen senere i hans liv, venner, kolleger og forretningsforbindelser, der vil kunne tilslutte sig denne præcist og kort formulerede beskrivelse. Han var til det sidste på julekort med flertallet af sine tidligere sekretærer og andre nære medarbejdere og Lego-direktørkolleger fra ind- og udland.
I de følgende år frem til 1974 deltog Ole Nielsen som en central figur i Lego koncernens fantastiske udvikling fra lokal legetøjsfabrik til en international legetøjskoncern. Fra 1961 var han koncerndirektør i Lego.
Der opbyggedes datterselskaber, licenskontrakter o.s.v. i hele verden, med megen rejseaktivitet til følge. Ole Nielsens jura blev derfor suppleret med en solid international erfaring. Han stod også bag beskyttelsen af det brand, man opbyggede i Lego, gennem patenter og varemærker.
Fra 1974 og fremefter stillede han som selvstændig erhvervsadvokat denne internationale og juridiske erfaring til rådighed for et stort antal andre virksomheder. Dette ledte til udviklingen af advokatfirmaet Ole Nielsen & Partnere, Kolding, der ved hans pensionering i 1997 var ikke blot byens, men også Trekantområdets største advokatvirksomhed med filial i Vejle og i Kiel. Han sad også i et stort antal selskabsbestyrelser.
Efter pensioneringen i 1997 fortsatte Ole Nielsen med at virke for gamle klienter og fortsatte i en række bestyrelser helt frem til 2007. Han var i denne periode tilknyttet Tærø Nielsen & Hulgaard Advokater som "of counsel" frem til kort før sin død.
Privat var han mest fri og glad, når han befandt sig på vandet i en sejlbåd eller en motorbåd. Han har gennem livet haft både i alle størrelser og former. Det var hans passion og private domæne, hvor problemer og arbejde måske nok kunne bearbejdes, men ikke dominere eller forstyrre.
Det blå vand, med hvide sejl, en grøn skov under en blå himmel betød rigtig meget for Ole Nielsen. Det var hans billede af glæde.
Æret være hans minde.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis




