En karismatisk forfører

50 I DAG: Det stærke, gennemborende blik lige til at brænde sig på.

De skarpe træk med den markante næse, de sensuelle læber, den bløde, lidt nasale stemme. Ikke så underligt, at Ole Lemmeke med sin blanding af noget stærkt maskulint og en sårbar følsomhed ofte har været sat i roller som forføreren både på teater og film. Få kan som han overbevise om lidenskabelighed. Men talentet har mange andre strenge.

På teatret blev det til et betydeligt gennembrud i det moderne drama »De efterladte« på Rialto Teatret allerede her demonstrerede han en særlig evne for det komplekse, det nerveflossede, det tikkende farlige. Og han udvidede hurtigt sine muligheder. Spillede for eksempel titelrollen i Marlowes »Edward II« på Det Ny Teater.

Sidstnævnte var iscenesat af Ib Thorup, som i egenskab af skuespilchef for Det Kongelige Teater hentede ham til Det kgl. Teater, hvor Lemmekes moderne profil passede glimrende til forsøget på en modernisering af repertoiret.

Det blev kun til to år på Det Kongelige Teater, men efterfølgende var der nok af opgaver på de københavnske teatre, f.eks. i »Den dobbelte kærlighed« på Betty Nansen Teatret og i »Fernando Krapp har skrevet et brev til mig« på Husets Teater.

Troværdig på det hvide lærrede
I mellemtiden var han tillige blevet et kendt ansigt fra store roller på film. Hans moderne, ukrukkede replik og fordelagtige ydre gjorde ham meget anvendelig og troværdig på det hvide lærred.

Hans første opgave var som den biseksuelle tjener Jonni i Morten Arnfreds filmatisering af Kirsten Thorups »Himmel og Helvede«. Dansk film havde fået en ny ung mand af i dag og Lemmeke fik en Bodil og snart fulgte hovedroller som smart forfører i »Dagens Donna«, følsom, men stålsat modstandsmand i »De nøgne træer« denne præstation udløste både Bodil og Robert samt rebelsk diplomat i »Den russiske sangerinde«.

I 1999 ydede han en overbevisende, intens og nærmest hypnotiserende præstation som den mystiske healer, frelser og svindler i ét, i Morten Arnfreds oversete »Magnetisørens sidste vinter«, ligesom det blev til endnu en hovedrolle i gyseren »Besat«.

Nu var arbejdstempoet blevet knap så forceret. Ole Lemmeke har medgivet, at han synes, det er hårdt både fysisk og psykisk at spille teater, og at han derfor foretrækker film og TV. At stå på scenen hver aften kan slide på systemet:

Bringer mere leg ind i livet
- Der var én, der på et tidspunkt sagde, at 90 pct. af livet er hårdt arbejde, og de sidste ti pct. er leg. Jeg forsøger at få mere leg ind i hverdagen. For mig handler det om at finde mest mulig glæde og leg i det, jeg gør. Det lykkes langtfra altid, men jeg tilstræber at få mere leg ind i mit liv, sagde han til Berlingske for et par år siden.

Så meget som muligt af fritiden bruger han i nærheden af naturen i sommerhuset i Odsherred. Han spiller dog stadig væsentlige roller. På Betty Nansen Teatret skal han medvirke i Katrine Wiedemanns opsætning af »Maria Stuart«. Også radio og TV har haft bud efter ham. På skærmen har han lånt autoritet til en hårdhændet anklager i flere afsnit af hyrevognsserien »Taxa« samt som politichef i »Anna Pihl«.

Berlingske Tidende