Kirsten Nielsen, Forbrugerrådets mangeårige formand, har nu fået mere tid til ægteparrets helt store lidenskab.
Fra over-forbruger til Richard Wagner
70 I DAG: Kirsten Nielsen, Forbrugerrådets mangeårige formand, har nu fået mere tid til ægteparrets helt store lidenskab.Dengang i 70'erne, da Kirsten Nielsen som civiløkonom gik ind i forbrugerarbejdet, antog mange det for at være noget med pletfjerning og husmoderlige pligter, men de kom på bedre tanker. Ikke mindst da hun blev formand for Forbrugerrådet 1979 og sad der til 2002.
Specielt på de finansielle områder var hun værd at lytte til, bl.a. da der skulle fremstilles et fornuftigt dankort, som de fleste i starten var tøvende og skeptiske over for.
Hun var altid klar, også i ferierne, til at træde frem og give en autoriseret forbrugerholdning til aktuelle emner, om det var salmonella, gensplejsede fødevarer eller it- og finansielle problemer.
Kirsten Nielsen er også medlem af Patientskadeankenævnet og af Forbrugerklagenævnet, og hun sidder stadig som personligt medlem af Nationalbankens repræsentantskab.
På fødselsdagsrejsen om nogle dage vil hun og gemalen, tidl. økonomidirektør Leif Nielsen og formand for Wagner-selskabet, tage til Lübeck og dyrke den store fælles interesse; Wagner-operaer. Faktisk går de fleste af deres rejser til de store operabyer, men de gør en undtagelse, når de drager til Fylledalen i Sydskåne for at se egnens store rovfugle.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis



