EfB Ishockey ramt af nye skader
ISHOCKEY: EfB Ishockey hentede tirsdag aften en flot sejr over Totempo HVIK, men alligevel var det ikke kun glædesbrøl og sejrssang, der efterfølgende sivede ud af omklædningsrummet. Kampen kostede nemlig EfB dyrt, og der er efterhånden et massivt overtræk på skadeskontoen.Kaptajn Andreas Andreasen måtte før kampen melde fra, da lægerne ikke turde lade ham skøjte på isen, da de frygtede, at et skud, som han har fået på skinnebenet, kunne udvikle sig til en blodprop.
– Det var hævet før kampen, og lægerne forklarede, at det kunne være en blodforgiftning, hvilket i værste fald kunne medføre en blodprop, hvis jeg spillede. Jeg er på penicillinkur nu og skal til læge torsdag. Jeg håber at være klar til fredag, men lige nu er det meget hævet, og jeg har vist det, man kalder klumpfod, siger EfB-kaptajnen.
Skadessituationen blev ekstra forværret efter tirsdagens kamp, da Sune Hjulmand blev skulderskadet og Lasse Holgaard ankelskadet.
– Vi forventer cirka tre ugers pause til Sune, mens vi venter svar på en scanning af Lasses ankel, siger cheftræner Peter Gommesen og tilføjer, at det umiddelbart ikke ser for godt ud med Lasse Holgaards skade.
For at gøre ondt værre er holdet også ramt af småskader hos Olivier Couqueux og Aki Heino, og EfB er med Peter Gommesens egne ord snart oppe på et halvt hold, der ikke er hundrede procent klar.
– Vi er hårdt ramt, men er nødt til at se positivt på det, for det giver jo chancen til nogle af vores unge spillere. Det er selvfølgelig ærgerligt her i starten, men det er jo ikke noget, vi selv er herre over, siger Peter Gommesen.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis


