Metaforerne bliver rystet ud af ærmerne

humor: I sit forord til denne herlige klummesamling advarer redaktør Flemming Just mod at læse alle 41 klummer ud i en køre.
Ja, det kan redaktøren sagtens sige.

Jeg havde svært at lægge bogen fra mig, da jeg først var begyndt.
Hvor var den morsom, for forfatteren Michael Mogensen er en mand med en meget krøllet hjerne, og så er han begavet med en formidabel evne til at sætte ord på sine tanker.

Han omsætter sine observationer til knivskarpe formuleringer, som har så megen humor, at man som læser konstant befinder sig i en tilstand mellem småsmilende og skraldgrinende. For eksempel når han beskriver sin gamle mobiltelefon:

»Når den lå i min brystlomme og ringede, ringede alle andre 112, fordi de troede, min pacemaker var eksploderet. Til gengæld var den så tung, at når jeg lagde den i lommen, fik jeg en gangart som Klokkeren fra Notre Dame«.

Mogensen hader middelmådighed, småborgerlighed og jeg gør som alle andre-kulturen, og han skåner ingen i sin satiriske humor: Midaldrende mænd, kvinder i panikalderen, unge, svigermødre, sportsfanatikere, tv-seere – alle får de et dask af Michael Mogensens kritiske krabask.

Det er saliggørende, at selvironien er et gennemgående træk. Uden den kunne Mogensens betragtninger opfattes som en anelse »frelste«.

Men nej – Michael Mogensen skåner ikke sig selv, og hans observationer er nemme at identificere sig med – i hvert fald, når man har rundet de 50 år, og 60 års dagen står som et truende pejlemærke i fremtidsperspektivet.

Og når man må indrømme at have været i byggemarkedet – mandens krisecenter – iført træsko uden hæl, dynejakke og hvide tennissokker.

Jeg elsker metaforer og overgiver mig totalt til forfatterens formidable evne på dette felt. Han ryster dem ud af dynejakkens ærme.

MEN overdreven brug af metaforer devaluerer desværre effekten. Ind imellem virker metaforerne søgte: Hans nye mobiltelefon er som en kvindelig tennisspiller fra Rusland: En lille, smart sag.

Han er holdt op med at svede som OB’s omklædningsrum i halvlegen. At åbne kvinders håndtaske er som at læse Osama bin Ladens indkøbsliste. Tja. Men mængden af metaforer taget i betragtning er der kun tale om få fejlskud.

Jeg vil opfordre alle til at anskaffe sig disse Michaeleriske iagttagelser fra livets rejsestald (hvad end en rejsestald er?).
Glæd jer.