Lisbeth må selv betale for sin behandling
Kort før jul blev den sidste dør lukket for den 24-årige Lisbeth Gade Mikkelsen. Hun skylder allerede i omegnen af 375.000 for sin behandling mod OCD, og i december fik hun det sidste afslag på støtte fra Region Syddanmark. Derfor vokser gælden til forældrene fortsat støt.- Det er som om, jeg er blevet overladt til mig selv. Hvis mine forældre pludselig ikke kan arbejde i morgen, så kan de ikke betale for regningerne, og så står jeg helt alene, siger hun.
JydskeVestkysten skrev for godt et år siden om Lisbeth Gade Mikkelsen, der har lidt af tvangstanker og tvangshandlinger siden hendes bror døde af en hjernesygdom for 14 år siden. Siden døde også hendes søster, og hun har været igennem adskillige mislykkede behandlingsforløb, inden hun fandt Martin Bergen, der har beskæftiget sig med OCD i 15 år.
- De sparer penge ved, at jeg ikke benytter mig af tilbuddet på sygehuset, og det burde være lige meget, om de tager pengene af den ene eller den anden kasse, siger Lisbeth Gade Mikkelsen.
En chefpsykolog konkluderer i hendes journal, at behandlingen hos Martin Bergen er »svært erstattelig«. Hun har fået tilkendt en førtidspension, men er begyndt på HF, efter hun er kommet i behandling. Alligevel kan hun ikke få støtte til sin ugentlig tur til København, der koster omkring 2200 kroner, selvom patienter fra andre kommuner går hos Martin Bergen med tilskud.
- Hvis jeg nu bare vidste, at sådan var det for alle, så var det nemmere at acceptere. Men jeg ville stadig prøve at ændre på tingene, for jeg synes ikke, det skal være sådan, siger Lisbeth Gade Mikkelsen.
Kolding Kommune har tidligere afvist at give tilskud, fordi Region Syddanmark har et behandlingstilbud.
Kommentar til artiklen
Seneste nyt





Login & køb af E-avis




