Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Nicki Bille og den uundgåelige skilsmisse

Nicki Bille, EfB Fodbold Superliga
Foto: Foto: Christer Holte

Nicki Bille og den uundgåelige skilsmisse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nicki Bille blev aldrig den håbede succes i Esbjerg, og det har hans egen selvforståelse en stor del af ansvaret for. Men det er også historien om et hierarki, der ikke kunne håndtere en vanskelig kollega.

Det ender som frygtet. Og forventet.

Nicki Bille blev aldrig andet end en moderat underholdende og til tider irriterende parentes i fortællingen om EfB.

Hvordan det kunne gå så galt for en spiller, der indeholder så mange sportslige kvaliteter, og som for godt et halvt år siden erklærede sin totale kærlighed til klubben?

Tja, der er helt givet mange faktorer - den væsentligste af alle er Nicki Bille selv.

Det var som udgangspunkt en lottokupon, EfB indløste, da klubben i sommeren 2015 hentede den kontroversielle angriber, men ifølge avisens oplysninger gjorde både han og hans daværende kæreste Lykke May et modent og dedikeret indtryk under samtalerne med klubbens ledelse, så da Bille ville, turde klubben.

Den valgte at tage chancen og tro og håbe på, at spillerens uomtvistelige potentiale kunne udløses uden alt for mange menneskelige bump på vejen.

Det kunne det ikke.

Ikke fordi Bille ikke var dedikeret til opgaven. Det var han helt sikkert. Han lyste af energi og virketrang, da han tiltrådte, og på træningsbanen leverede han det samme arbejdsraseri, som han leverede på kampbanen.

Og måske meget havde set anderledes ud, hvis han ikke havde brændt den chance i premierekampen i Aalborg. Ved 1-1 med et par minutter tilbage lobbede Bille bolden på stolpen - returbolden sprang lige akkurat så skævt, at Bille ikke kunne sparke den i det tomme mål.

2-1 i den kamp havde måske givet EfB og træner Niels Frederiksen den medvind og den ønskestart, der kunne have gjort det hele lidt sjovere. Og Bille så meget gladere og bedre.

Sådan skulle det ikke gå, og det virkelig skuffende var så, at da det først begyndte at gå galt, var Bille så også en af de første, der steg af.

Helt galt gik det første gang i pokalkampen på Fyn, da Bille blev pillet ud, fordi han var ved at komme op at slås med tilskuerne. På det tidspunkt havde han spillet syv superligakampe uden at score, og ideen med overhovedet at lade ham spille i en ligegyldig pokalkamp var netop at få ham på scoringstavlen til gavn for selvtilliden. Det gik lige modsat.

Bille reagerede efterfølgende som forventet. Kritiske pressekommentarer - deriblandt JydskeVestkystens - blev mødt med irritation og raseri. Og ingen former for selvindsigt.

Episoden på Fyn kom en lille måned efter, at Nicki Bille og Lykke May deltog i et meget omdiskuteret interview på TV3, hvori Bille erklærede sig i total balance med sig selv, mens Lykke May blandt meget andet kaldte det eksotisk at bo i Esbjerg.

Parret blev efterfølgende gjort tykt til grin på diverse netsites, og den efterfølgende dag måtte træner Niels Frederiksen sende Bille ind fra træningen, fordi han var helt rundt på gulvet over reaktionerne på interviewet.

Men hverken interview eller pokalskandale skræmte klubben eller fik den til at opgive Bille. Tværtimod. Internt var der en indædt lyst og vilje til at hjælpe en spiller, der helt åbenlyst kæmpede mod nogle indre dæmoner, andre klubber måske ikke havde gidet beskæftige sig med.

Håbet var, at Bille ville betale hjælpen og velviljen tilbage med engagement og mål.

Den regning gik heller ikke op.

Jovist, Bille havde sine lyspunkter og tog også ansvar, som hans status og alder tilsagde ham at gøre. Målene på straffespark mod Hobro og FC Nordsjælland var essentielle for, at EfB overhovedet holdt sig fri af sidstepladsen. Uanset hvad han ellers har bedrevet, skal man i hvert fald ikke kalde Bille en tøsedreng på banen.

I det hele taget gik tilskuerne på Blue Water Arena stort set hver gang hjem med fornemmelsen af at have set en spiller, der gav sig fuldt ud. Det er ikke helt skævt.

Helt skæv blev til gengæld Billes indsats på træningsbanen. Den blev kun ringere, efterhånden som resultaterne og humøret blev ringere.

Bille kæmpede sig til sidst sjældent op til blot at være næstdårligste spiller i hverdagen, og da han jo heller ikke ligefrem hældte mål ind i weekenden, begyndte stemningen i truppen at vende. Ifølge avisens oplysninger var vi ikke ret langt henne i efteråret, før de første holdkammerater begyndte at ytre deres utilfredshed med Billes særstatus - uanset hvor elendigt han trænede, uanset hvor lidt han bidrog med, spillede han fra start om søndagen.

Nu var det ikke noget uvant fænomen for EfB-truppen at tumle med et stort ego. Martin Pusic var nær fortid - han fyldte også en del. Den helt store og markante forskel var imidlertid, at Pusic præsterede hver gang. Også til træning.

Det gjorde Bille ikke, og han blev et større og større internt problem. Også fordi truppen ikke kunne banke ham på plads. Teorien om, at et hold og en klub skal kunne håndtere en bøvlet spiller, holder kun, hvis han enten præsterer så fremragende på kampbanen, at han gør sig uundværlig, eller bliver holdt i forholdsvis kort snor af kollegerne.

Der skal være en intern selvjustits, hierarkiet på holdet skal være den regulerende mekanisme, der gør, at ingen stikker så meget ud fra mængden, at de bliver et problem. Det lykkedes ikke.

Ingen i truppen var stærke nok til at tage fat i Bille, ingen turde give ham en ordentlig røvfuld og sætte ham på plads, og de få gange, nogen forsøgte det, endte det i skænderier og dårlig stemning.

Om trænerne så skulle have gjort det?

Tja, måske, og det er givet også blevet forsøgt, men det er vel blot at konstatere, at ingen af de tre trænere, der har stået med ansvaret i efteråret, har ladet Bille starte på bænken. Bare som en reminder.

Naturligvis også fordi han jo var den potentielle matchvinder, holdet ikke ligefrem havde for mange af.

Han blev trods sin elendige attitude i hverdagen anset for at være uundværlig i weekenden.

Men altså ikke så uundværlig, at klubben ville stå i vejen, da han selv ønskede at skifte. Det siger meget om de interne problemer, der har været med Bille, at den i forvejen udskældte og ret pressede ledelse lader ham rejse. Reaktionerne fra vrede fans er forudsigelige.

Men reelt set var der intet alternativ. Det var helt umuligt at forestille sig, hvordan Bille skulle fungere i hverdagen i foråret, hvis klubben havde holdt på ham mod hans vilje.

Tilbage står indtrykket af en spiller, der bare ikke havde ret gode muligheder for at blive en succes i EfB.

I hans egen selvforståelse var han trods et gennemgående ret middelmådigt målgennemsnit i både EfB og karrieren generelt for stor til klubben. Måske med rette.

Og da den private lykke krakelerede midt på efteråret, havde han heller ikke familielivet at falde tilbage på.

Onsdag skriver han så under med sin 12. klub som seniorspiller. Med stor optimisme. Bille er en spiller, der altid tror, at den næste klub bliver den bedste. Han er altid på vej. Lige nu er Nicki Bille på vej til et polsk eventyr i en klub, der ifølge en kollega i Polen bestemt ikke er kendt for at hente de såkaldte bad boys.

De får sig uden tvivl noget af en oplevelse i Lech Poznan, og det vil være en solid overraskelse, hvis det polske eventyr strækker sig over mere end et år.

Den næste uundgåelige skilsmisse venter formentlig lige om lidt.

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark