Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere>>
Indland
24 juli 2014

Skoleledere kigger lærerne over skulderen

Af | 08. okt. 2012 KL. 06:45 |

Indland

På hver anden skole observerer skoleledelsen systematisk lærernes undervisning - og lærerne er glade for at få besøg.
Dørene til skolernes klasseværelser åbnes i disse år.

Det bliver stadig mere almindeligt, at skolelederne er tilstede som en flue på væggen og holder øje med lærernes undervisning, skriver Berlingske. Knap halvdelen af skolelederne i en rundspørge foretaget af Berlingske Research svarer således, at de selv eller andre fra skolens ledelse systematisk overværer lærernes undervisning.

Målet med observationerne er ikke kontrol, men forbedring af undervisningen gennem vejledning og feedback.

- Alle skoleledere burde gøre det, for det er en væsentlig ledelsesopgave at udvikle undervisningen. Der stilles krav til skolelederne om, at vi skal tage ansvar for skolens resultater, og så må vi tættere på undervisningen. Når flere skoleledere kommer ud i klasserne i disse år, skyldes det, at vi er ved at udvikle en evalueringskultur i skolen, som ikke blot angår eleverne, men også lærerne, siger Anders Balle, der er formand for Skolelederforeningen.

Foreningen udgav sidste år et inspirationsmateriale til brug for observation af undervisningen.

Det er ikke mange år siden, at lærerne lukkede døren til klasseværelset grundigt efter sig, når de gik ind for at undervise.

For knap 10 år siden kom begrebet »walk through« dog til Danmark og blev anbefalet af bl.a. Kommunernes Landsforening. »Walk through« indebærer, at skoleleder og lærer drøfter undervisningen med udgangspunkt i skolelederens hyppige, korte observationer af to til tre minutters varighed i klasserne. Metoden, der kommer fra Chicago, slog dog aldrig an i Danmark dengang.

Der er flere grunde til, at tiden nu er moden, mener Dorte Lange, der er næstformand i Danmarks Lærerforening.

- Det er godt, at så mange er begyndt at gøre det, for nu står vi midt i en stor inklusionsopgave, og så er det vigtigt, at ledelsen har en fornemmelse af, hvordan undervisningen foregår. Vi har mulighed for det i Danmark, fordi vi bruger flere ressourcer på skoleledelse end i f.eks. Finland. Og så har lærernes nuværende arbejdstidsaftale frigjort ledelsestid til pædagogisk udvikling, fordi lederne ikke længere skal sidde med et regneark og definere, hvor meget tid den enkelte lærer skal bruge på sine opgaver, siger Dorte Lange til Berlingske.

I 2006 viste en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut således, at 79 procent af lærerne opfattede det som vigtigt, at ledelsen kom på besøg i klasserne, men kun 36 procent oplevede det ske i hverdagen. Og i 2008 viste OECDs undersøgelse, at de danske skoleledere bruger mindre tid på lærernes undervisning end gennemsnittet for OECD-landene.

Sidste år i maj anbefalede OECD-eksperter Danmark at indføre vurderinger af lærernes undervisning.

- Billedet af den privatpraktiserende lærer i klasseværelset er under afvikling, siger professor Dorthe Staunæs, der forsker i skoleledelse på Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) ved Aarhus Universitet.

- På skolerne er der tendens til mere ledelse i forhold til kerneopgaven, nemlig elevernes læringsudbytte. Observation af lærernes undervisning er godt, hvis lederne er gode til det. Det kan hjælpe lærerne til at forbedre deres egen praksis. De har brug for at vende undervisningen med andre, men metoden kræver en vis psykologisk kompetence af lederne, der samtidig sidder i en rolle som arbejdsgivere, siger Dorthe Staunæs.

Send artiklen til en ven

Prøv avisen

Jv Newspaper ikon

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark lige nu

Hvorfor nøjes med 20% af indholdet på jv.dk Opret