Svinebakterie kommer fra mennesker
Forskere har kortlagt resistent bakterie og advarer mod øget brug af antibiotika i landbruget. Den resistente stafylokokbakterie, MRSA-CC398, også kaldet svine-MRSA, stammer oprindelig slet ikke fra svin, men fra mennesker.Det viser ny forskning, som et dansk-amerikansk team står bag. Forskerne har fundet frem til, at bakterien er vandret fra mennesker til svin. Hos mennesker var den oprindeligt mulig at slå ned med antibiotika, men hos svinene har den udviklet resistens.
Antallet af mennesker, der inficeres med svine-MRSA herhjemme er væsentligt mindre end i udlandet, men i stigning. I 2009 blev 40 personer ramt, men i 2011 var tallet steget til 163. De fleste af de smittede havde været i kontakt med svin, men i 2010 havde 15 af de syge ikke haft kontakt med svin.
Forskerne er bekymrede over resultaterne, og bekymringen går især på, at den resistente bakterie fremover vil kunne smitte fra menneske til menneske, og det vil gøre det sværere at begrænse smitterisikoen.
- De nye resultater understreger, at brugen af antibiotika i dyrestaldene efterfølgende kan give problemer ved behandling af mennesker, fordi bakterier, der udsættes for antibiotika i landbruget, udvikler resistens over tid, udtaler forskningsleder Frank Møller Aarestrup fra DTU Fødevareinstitut.
Bag undersøgelsen står et internationalt konsortium af forskere fra DTU Fødevareinstitut, Statens Serum Instut og det amerikanske Translational Genomics Research Institute. Forskerne har sammenlignet arvemassen fra 89 stafylokokbakterier fra menneske og dyr fra 19 lande og fire kontinenter.
Kommentar til artiklen
Seneste nyt





Login & køb af E-avis




