Niels Christian Konrad Nielsen og hans fire medstuderende fra Designskolen fik 65 beboere og butiksejere til at mødes for at tale om Låsbygade.
Studerende fik Låsbygade-folket til at snakke sammen
IMAGE: Det blev en meget vellykket aften, da fem studerende fra Designskolen tirsdag havde kaldt folk fra Låsbygade til møde om gaden, dens ry og dens fremtid.I hvert fald ifølge en af de fem studerende, Niels Christian Konrad Nielsen. Sammen med sine medstuderende læser han på Designskolens kommunikationsinstitut. Mødet tirsdag aften i Sct. Jørgens Gaard var et led i en opgave i faget "socialt design", hvor de har sat sig for at forbedre værtshusgadens blakkede ry.
- Der kom 65 til mødet, og det var langt over forventning. Især var vi overraskede over, at der kom så mange af "de gamle" fra den gamle Låsbygadeforening. Men der kom også mange unge, både beboere og butiksejere, fortæller han.
Der blev snakket både fortid, nutid og fremtid for Låsbygade. Men noget kontant og konkret resultat kom der ikke ud af mødet. Det var dog heller ikke meningen, understreger Niels Christian Konrad Nielsen.
- Vi ville have folk til at mødes og snakke sammen, og det lykkedes. Nu er der flere i gaden, der kender hinanden og siger hej til hinanden, når de mødes. Hvad der herefter skal ske, er op til dem, siger Niels Christian Konrad Nielsen, som dog regner med, at han og de andre studerende vil stå for endnu et arrangement for Låsbygade-folket som et led i deres opgave.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis




