Vi taler alt for groft til hinanden
SPROGLIGT: Fjols, Tåbe. Danskerne glemmer i stigende grad den gode tone, når vi omgås hinanden.Ifølge en undersøgelse, som Wilke Markedsanalyse har foretaget for teleselskabet Call me, mener tre ud af fire danskere, at tonen de seneste år er blevet skærpet i Danmark.
Dermed er »Fuck« og »idiot« er ikke sjældne fugle på den danske sproghimmel. Hver sjette har inden for den seneste måned oplevet at blive overfuset eller forulempet verbalt. Flest, 43 procent, har oplevet det i trafikken.
Derefter følger butikker/supermarkeder, arbejdspladsen og internettet som de almindeligste gerningssteder for de verbale angreb.
Poul Henning Bartholin, domprovst i Århus, har tidligere markeret sig i diskussionen om den danske debatkultur.
Han mener, at den hårde tone dels skyldes den rå debat på internettet og dels, at samfundsdebatten er blevet mere polariseret.
- Sproget er blevet hårdere, og tolerancen imellem os er blevet mindre. Samtale er blevet afløst af udveksling af synspunkter. I tilspidsede situationer, f.eks. i et supermarked, kan man høre nogle udtryk, som man ikke ville have hørt for bare få år siden. Jeg tror, at den hårde tone fra nettet breder sig. I dag er nettet med både Facebook og hjemmesider så udbredt, at det sprog og den tone, man finder der, også bruges andre steder, siger Poul Henning Bartholin.
Han tror, at den hårde tone på nettet til dels skyldes, at man der ikke taler og debatterer ansigt til ansigt. Folk glemmer så at sige, at det er andre menneske, de debatterer med.
- Men jeg tror også, at den hårde tone skyldes, at samfundsdebatten den seneste halve snes år er blevet sort-hvid. Vi har vænnet os til, at nogen er inde, og at nogen er ude. Her taler jeg ikke kun om indvandrere. Vi deler ting op i blokke. Når vi deler politik op i rød og blå blok, så er det en indikation på at nuancerne falder væk, siger Poul Henning Bartholin.
Han mener, at denne måde tale til hinanden på, har store omkostninger:
- Vi glemmer, at dem vi taler og debatterer med, er mennesker, og dermed mister samfundet sammenhængskraft. Vi får kort sagt en solistkultur, siger han.
- Hvis vi talte pænere og lyttede mere til hinanden, så ville vi opleve mere respekt og tolerance og få det bedre som mennesker. Vi ville opleve, at andres synspunkter kunne berige os, også selv om vi ikke er enige i dem, siger Poul Henning Bartholin.
Hvad mener du? Kom med dit besyv i debatten herunder. Og husk den gode tone.
Kommentar til artiklen
Seneste nyt





Login & køb af E-avis




