Landdistrikstminister: VK-regering holdt konference om landdistrikter i Odense
Dobbeltmoral: Landdistriktsminister Carsten Hansen (S) undrer sig over, at Venstre – og især Eva Kjer Hansen – har kritiseret ham så massivt for at placere en konference om landdistrikter i Esbjerg – i stedet for ude i landdistrikterne.– I 2005 afviklede daværende fødevareminister Hans Christian Schmidt fra Kjers eget parti en stor landdistriktskonference i Odense, der mig bekendt er Danmarks tredjestørste by. Men det har Venstre åbenbart glemt, siger Carsten Hansen.
Hans Christian Schmidt er i dag formand for Folketingets Landdistriktsudvalg. Han har været en skarp kritiker af Carsten Hansens beslutning om at flytte landdistriktskonferencen fra Skærbæk til Esbjerg.
– Der er ikke noget i vejen med at placere en konference om landdistrikter i Esbjerg, men det er forkert at rykke en konference væk fra Skærbæk med den begrundelse, at der er kommet ny regering, siger Hans Christian Schmidt.
Kritik af flytningen
Hvorfor valgte du i 2005 at placere en stor landdistriktskonference i Odense og ikke ude på landet?
– Vi havde været ude i landdistrikterne og afvikle konferencer. Den sidste afsluttende var bare i Odense, så det var nemmest for deltagere både fra Bornholm og Sønderjylland
Er det så ikke dobbeltmoralsk at kritisere Carsten Hansen for at placere en konference i Esbjerg, fordi det er lettere at komme frem?
– Jeg kritiserer selve flytningen af konferencen og begrundelsen. Det var jo ikke sådan, at jeg flyttede konferencen fra Ringe til Odense, siger ministeren og påpeger, at det var partikollegaen Eva Kjer Hansen, der kaldte det en hån mod landdistrikterne at holde konferencen i Esbjerg.
Kommentar til artiklen
Seneste nyt





Login & køb af E-avis




