CO-Industri: Lønmodtagerne udviser samfundssind
Overenskomstsforliget på industriområdet viser, at lønmodtagerne aktivt deltager i løsningen af de problemer, det danske samfund står over for. Det mener CO-industris næstformand Mads Andersen, der er formand for industrigruppen i 3F."Gennem mere uddannelse og en afdæmpet omkostningsudvikling bidrager vi til at styrke virksomhedernes konkurrenceevne," siger han i en kommentar til forliget, der blev enighed om søndag eftermiddag.
Selvom der er tale om en "skrabet" overenskomst, mener Mads Andersen, at medlemmerne nu har fået et godt udgangspunkt for at sikre reallønnen gennem de lokale lønforhandlinger.
"Aftalen giver både faglærte og ufaglærte bedre uddannelsesmuligheder, og vi har sikret muligheder for nedsat tid for vores ældre kolleger, der ellers kommer i klemme på grund af tilbagetrækningsreformen. Vi er også enige med arbejdsgiverne om en tiltrængt kampagne for flere praktikpladser og et pænt lønløft til lærlingene. Dertil kommer forbedringer på pensions- og barselområdet," siger han.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis



