Ældre kvinde stabil efter ambulance-ulykke
Den 82-årige kvinde har pådraget sig et mindre brud på rygsøjlen, efter ambulancen, som hun lå i, stødte sammen med en anden bil. Hun får dog ingen mén. Den 82-årige kvinde, der lå i den ambulance, som fredag eftermiddag kolliderede med en bil, slipper fra ulykken uden varige mén. Det oplyser Nordsjælland Politi fredag aften.- Hun er vågen og stabil. I forbindelse med påkørslen pådrog hun sig et mindre brud på rygsøjlen, men det er ikke noget, hun får mén af, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi, Hans Gosvig.
Ambulancen kørte med udrykning fra Frederikssund Sygehus mod Rigshospitalet, men på Slangerupvej kort før klokken 13 stødte den sammen med en modkørende bil.
På grund af kvindens tilstand før ulykken turde politiet ikke tage nogle chancer.
- Vi kunne kun antage, at tilstanden ikke var blevet bedre, og derfor fik hun en helikoptertur for hurtigere at blive undersøgt, siger Hans Gosvig.
Den 52-årige mand, der kørte den modkørende bil, fik et mindre brud på bækkenet. Han er ifølge politet vågen og stabil, men skal være indlagt et stykke tid.
Redderen i ambulancen pådrog sig »nogle knubs«, men er nu udskrevet.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis




