Sutte-historie koster Søndagsavisen 750.000
»Sutter fyldt med farlig kemi,« skrev Søndagsavisen på forsiden, selv om avisen var advaret om, at testen ikke holdt.Retten i Glostrup har fredag dømt Søndagsavisen til at betale 750.000 kroner i erstatning til sutte-fabrikanten EcoBaby, der står bag Natursutten.
Desuden skal avisen betale sagsomkostninger på 93.968 kroner inden 14 dage.
Sagen handler om en artikel fra 2010 bragt i Søndagsavisen, hvor sutter fra EcoBaby blev anklaget for at indeholde phthalater.
Artiklen var baseret på en laboratorietest, som analysefirmaet Eurofins havde foretaget. Undersøgelsen viste sig dog at indeholde fejl, og op mod deadline forsøgte Eurofin derfor at få Søndagsavisen til at droppe historien.
Men avisen endte med at gå i trykken og på forsiden lød overskriften:
- Sutter fyldt med farlig kemi.
Efterfølgende måtte avisen beklage og trække historien tilbage. EcoBaby ville dog have renset sit navn og lagde sag an.
Ifølge EcoBabys direktør Anne-Dorthe Schrøder har kemi-historien haft ødelæggende konsekvenser for hendes forretnings omsætning og omdømme. Hun har blandt andet måttet afskedige sine to ansatte.
I dag er hun derfor meget lettet over dommen:
- Jeg er utroligt lettet, lykkelig og meget træt oven på en lang kamp. Det har været hårdt, men helt fra starten har jeg vidst, at det var forkert, hvad der stod i avisens artikel, siger hun og understreger:
- Der er ikke phthalaterer i mine sutter.
Foruden erstatningen til EcoBaby skal Søndagsavisens chefredaktør og journalist også betale sagsomkostninger til Eurofins for 65.000 kroner.
Berlingske Nyhedsbureau arbejder på at få en kommentar fra Søndagsavisens chefredaktør Arne Ullum.
Kommentar til artiklen
Seneste nyt





Login & køb af E-avis




