DF: Våbenhvile i udlændingedebatten
Dansk Folkeparti er gået fra angreb til forsvar på udlændingeområdet, viser en ny undersøgelse. For første gang siden Dansk Folkepartis indtog i dansk politik ønsker størstedelen af partiets bagland ikke yderligere stramninger af udlændingereglerne, viser en rundspørge foretaget af Ugebrevet A4.To tredjedele af lokalformændene var tilfreds med den udlændingepolitik, der blev ført under den tidligere VK-regering og vil arbejde på, at der ikke bliver slækket på området.
Én af dem er Jan Schrøder, der er Dansk Folkepartis lokalformand i Fredericia.
- Vi er nået til et punkt, hvor vi ikke behøver yderligere stramninger af udlændingepolitikken. Desværre ser det ud til, at den nye regering ønsker at fjerne nogle at de regler, som vi har kæmpet for, og det er naturligvis utilfredsstillende, siger Jan Schrøder til Berlingske Nyhedsbureau og afviser, at vælgerne har fået nok af stramninger på udlændingeområdet.
- Det kommer ikke bag på mig, at to ud af tre lokalformand fra partiet ønsker status quo. Det ville have overrasket mig, hvis de ønskede at slække på reglerne. Jeg vil gerne indrømme, at man måske burde kigge på pointsystemet. Man skal ikke fjerne det, men derimod slibe det til, så særlige grupper ikke kommer i klemme i systemet, lyder det fra Jan Schrøder.
I Dansk Folkepartis ledelse er der tilfredshed med baglandets prioritering, som matcher partiets nye linje.
- Det harmonerer meget godt med det, som vi mener i folketingsgruppen. Vi vil gerne fastholde det nuværende niveau, altså før regeringen begyndte at lempe, udtaler Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, til Ugebrevet A4.
Han vurderer, at partiet forud for det seneste valg fik gennemført så tilstrækkelige ændringer i udlændingepolitikken, at nye stramninger på området ikke ligger lige for.
Kommentar til artiklen
Seneste nyt





Login & køb af E-avis




