Elbæks musikplan fortsætter VKO-stilen
Regeringens udspil til en musikhandlingsplan for årene 2012-15 holder liv i både de klassiske orkestre og de rytmiske spillesteder ? men væksten i bevillinger er ikke så stor, som den ser ud til. Et helvede for den klassiske musik ? en himmel for den rytmiske.Sådan sagde rygterne i hvert fald:
Den klassiske verden skulle betale for en opgradering af den rytmiske. Måske endda i form af et lukket symfoniorkester og dermed et stort antal arbejdsløse musikere. Men Uffe Elbæks (R) nye musikudspil viderefører de bevillinger, som blev vedtaget under VKO og rummer kun få justeringer af musikstøtten. Et musikudspil som ikke provokerer ret mange. Det skriver b.dk.
Så derfor: Der bliver ikke lukket nogen symfoniorkestre. Der bliver heller ikke lukket nogen musikskoler for den sags skyld. Regeringens udspil til en musikhandlingsplan for årene 2012-15 faldt ud til den milde side. Rigtig mange åndede lettet op med de papirer i hænderne. Enkelte i miljøet anser det endda for en smule tyndt.
Grundtonen er vel følgende: Ministeriet vil finde midler til »at skabe mere samspil mellem genrerne og til at eksperimentere med nye musikformer, koncertformer og formidlingsformer.«
Uffe Elbæk og hans kulturministerium selv taler om en vækst på 135,5 mio. kr. i tilskuddene. Et hurtigt blik i udspillet afslører til hvad:
Til styrkelse af den rytmiske musik, herunder spillesteder og transportstøtte: 78,8 mio. kr.
Til ny komposition og kunstnerisk udviklingsvirksomhed: 16 mio. kr.
Til talentudvikling: 28,7 mio. kr.
Til musikeksport: 16 mio. kr.
Musikhandlingsplanen vil derud over sætte fokus på musikundervisningen i folkeskolen, på udviklingen af nye publikummer i både klassisk og rytmisk musik, på flere kvinder i rytmisk musik og på mere rytmisk musik i særligt DRs regi.
Efter ministeriets udsagn altså hele 135,5 mio. kr. mere. Men tallene er en sandhed med modifikationer. De fleste af millionerne fandtes allerede i planerne fra den forrige regering.
Eller sagt på en anden måde: De flere kroner stammer fra ordninger, der allerede er i gang ? men som bare får lov at køre videre.
Langt den største enkeltpost er støtten til de hårdt ramte regionale spillesteder. De modtog sidste år 26,7 mio., men får fra nu af fem mio. kr. ekstra og kan så se frem til i alt 31,7 mio. kr. årligt.
Bevillingerne til de såkaldt honorarstøttede spillesteder fastholdes til gengæld på 17,3 mio. kr.
Støtten til transport har hidtil været på 3,5 mio. kr. og får én mio. ekstra til i alt 4,5 mio. kr.
Den nye musikhandlingsplan afsætter én mio. kr. mere om året »til styrkelse af Statens Kunstfonds Rytmiske Tonekunstudvalgs støtte til skabende rytmiske kunstnere.« Udvalgets årlige rådighedssum vokser altså fra ca. syv mio. kr. til otte mio. kr årligt.
Et helt nyt punkt er kunstnerisk udviklingsvirksomhed: Uddannelsesinstitutionerne med musikkonservatorierne i spidsen skal i højere grad geare de studerende til et moderne musikliv. Formuleringer hér er Berlingskes egen - den officielle kreeres senere i år af en dertil nedsat arbejdsgruppe
Man har samtidig afsat tre mio. kr. årligt til formålet, i alt 12 mio. kr.
Og støtten til initiativet Music Export Denmark kan endelig se frem til en meget lille vækst på 0,4 mio og dermed en samlet bevilling på fire mio. kr.
Udspillet er netop kun et udspil, ikke en handlingsplan endnu. De ekstra millioner skal komme fra tipsmidlerne ? og dét kræver flertal i Folketingets finansudvalg.
Vil ministeriet med radikale Uffe Elbæk i spidsen overhovedet lægge sig ud med nogen?
Det skulle da lige være indehaverne af spillestederne. Mange havde håbet på omkring det dobbelte i støtte.
Ingen af landsdelsorkestrene skal spares væk, nej. Vi beholder altså Aarhus Symfoniorkester, Aalborg Symfoniorkester, Odense Symfoniorkester, Sønderjyllands Symfoniorkester og Sjællands Symfoniorkester.
De skal til gengæld alle sammen tænke »i en fornyelse af koncertformen og i samarbejde på tværs af musikgenrer«, hedder det i udspillet.
Ministeriet stiller ligefrem »krav« om større bredde og inddragelse af andre performative kunstarter. Flere iagttagere har allerede set som en trussel:
At hvis de klassiske orkestre ikke lægger strygere til flere rockstjerner med videre, vil de få kniven. Kravet lyder umiddelbart som en meget usædvanlig censur fra politisk side og skal nok blive diskuteret rundt om.
DR skal i øvrigt prioritere den rytmiske musik højere, hedder det i udspillet. Har de ikke lige sendt det klassiske P2 ud af fladen på FM?
De politiske reaktioner fra oppositionen bider først og fremmest mærke i forslagets udramatiske karakter.
Michael Aastrup fra Venstre kalder udspillet »skuffende«. Især fordi han havde set frem til flere penge på den rytmiske front.
Også kulturordfører Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti er skuffet:
- Tænk, hvor meget musik man kunne få ude i musikskolerne - også rytmisk, siger Ahrendtsen til Berlingske. Han mener i det hele taget, kulturministeren snarere fører erhvervspolitik i stedet for kulturpolitik.
Også DR bliver berørt af den nye musikhandlingsplan, da kanalen nu skal have et skærpet fokus på musikjournalistik og tematiserende programmer, hedder det i planen.
Kommentar til artiklen
Seneste nyt





Login & køb af E-avis




