Regeringen i talkrig om betalingsring
SF er utilfredse med, at embedsmænd ikke regner flere positive effekter med i betalingsring. Mens regeringsforhandlingerne om betalingsringen er gået ind i sin afgørende fase, er der brudt en talkrig ud mellem partierne internt i regeringen, erfarer Berlingske.Indtægterne fra betalingsringen dikterer, hvor mange penge der er til bedre og billigere kollektiv trafik i hovedstadsområdet, men indtægterne er på få måneder skrumpet fra ca. to mia. kr. til omkring 700-800 mio. kr., hvilket betyder langt færre penge til flere busser og lavere billetpriser.
En af årsagerne er, at embedsmændene i ministerierne regner med en række negative effekter som følge af betalingsringen. Bl.a. vil færre biler på vejene betyde faldende indtægter fra benzinafgifter, ligesom man regner med færre biler generelt, hvilket igen betyder faldende indtægter fra registreringsafgifter.
Ifølge Berlingskes oplysninger er forhandlingerne strandet, bl.a. fordi SF ikke vil acceptere regnestykkerne. Hvis de negative effekter regnes med, bør man også regne med positive effekter, mener SF, som vil have regnedrengene i ministerierne til at medregne mindre slitage på vejene, færre trafikuheld og en positiv effekt på arbejdsudbuddet, fordi folk vil bruge mere tid på job og mindre i trafikken.
SFs trafikordfører, Anne Baastrup, afviser at blande sig i forhandlingerne, men påpeger alligevel, at hun forventer, at de positive effekter regnes med:
- Hvis man regner de negative med, så må man selvfølgelig også tage færre uheld og mindre slid med og alle de forbedringer, som i øvrigt kommer ud af betalingsringen.
Forhandlingerne om betalingsringen er flyttet fra transportminister, Henrik Dam Kristensens (S) bord og helt op i regeringens øverste lag hos finansminister Bjarne Corydon (S) og SFs skatteminister, Thor Möger Pedersen.
Når forhandlingerne er færdige her, skal forslaget forhandles færdigt med Enhedslisten, som nu melder ud, at man må regne alle effekter med i regnestykket.
- Det er ikke regulært, at man ændrer på provenuet, så der bliver færre penge til kollektiv trafik. Så skal vi finde nogle andre finansieringskilder, siger Henning Hyllested.
Kritikken af beregningsmåderne møder delvis opbakning hos sagkundskaben. I hvert fald påpeger Jan Bentzen, økonomiprofessor ved Aarhus Universitet med speciale i økonomiske vurderinger af trafikprojekter, at embedsmændene ikke har forudsætningerne for at beregne nogen effekter med.
- Problemet er, at man ikke aner, hvordan folk reagerer på betalingsringen, fordi det er en helt ny ting, man ikke har haft før. Det er ikke bare et lille indgreb i økonomien, det er en hel hovedstad, man lukker af, siger han til Berlingske.
Kommentar til artiklen
Seneste nyt





Login & køb af E-avis




