Putins valgløfter: Vintertid og mindre trafik
Vladimir Putin er klar med nogle af sine valgløfter forud for det russiske præsidentvalg til marts. Vladimir Putin satser til marts på at få ændret sin titel fra premierminister til præsident i Rusland, og det skal blandt ske ved at love det russiske folk mere dagslys og mindre trafik.Nuværende præsident Dmitrij Medvedev afskaffede sidste år vintertid, fordi han mente, at det var dårligt for russernes helbred. Det har imidlertid fået mange russere til brokke sig.
- Jeg vil ikke holde fast i denne beslutning. Det er ikke en eller anden form for fetish. Vi kan vende tilbage til vintertid, men lad os ikke forhaste os, siger Vladimir Putin ifølge Reuters.
- Jeg har talt med Dmitrij Medvedev om det. Han vil heller ikke holde fast i det. Hvis flertallet mener, at det var bedre før, så kan vi gå tilbage til det, siger Putin.
Medvedev har også pillet ved antallet af tidszoner i Rusland, så der nu kun er ni forskellige tidszoner i det store land, der strækker sig over både Europa og Asien. Tidligere var der 11 tidszoner. Denne beslutning har dog ikke fået nævneværdig kritik.
Beslutningen om at genindføre vintertid har allerede skabt glæde i Rusland, hvor det nogle steder ikke bliver lyst før klokken 10 om formiddagen.
- Jeg er allerede på kontoret på det tidspunkt, og når jeg tager hjem, er det blevet mørkt igen. Jeg ser aldrig dagslys. Hvis Putin genindfører vintertid, så stemmer jeg på ham, siger Julia Fedorova, en advokat fra Moskva, til Reuters.
Dmitrij Medvedev er gået med til at træde tilbage som præsident til maj, og det baner vejen for Medvedevs mentor, Putin, der for tredje gang kan blive valgt som Ruslands præsident.
Flere har dog kritiseret Putins beslutning om at stille op til præsidentvalg for tredje gang, og vintertid er derfor ikke Putins eneste løfte til de russiske vælgere.
Han vil også reducere antallet af regeringskøretøjer, der kan bruge udrykning og dermed ignorere lyskryds og andre trafikale regler. Noget, der har irriteret mange trafikanter i Rusland.
Kommentar til artiklen
Seneste nyt





Login & køb af E-avis



