Boiskov Natur og Udebørnehave har fejret et års fødselsdag. Pædagogerne Vibeke Grau og Jørn Matzen fik ideen til den private børnehave. Hver dag er de ude med 22 børn og kollegerne Hans Chr. Krogh, pædagog, og Conni Bønneland, medhjælper.
Børn gider godt være ude
En god idé: Børn, der bruger kroppen, er børn med god kondition. Børn, der er mere robuste og hærdede.Det var blandt andet det, Vibeke Grau og Jørn Matzen, begge uddannet pædagog og begge ivrigere brugere af naturen, gerne ville, da de tog det store spring for et års tid siden.
De sagde deres gode job op og åbnede en privat børnehave: Boiskov Natur og Udebørnehave på Løjt Land. De åbnede med tre børn den 1. februar 2011.
Andre fandt ideen god. På etårs dagen tog de imod barn nummer 22.
Max 10 i samme alder
– Vi er normeret til 30 børn, men det er meget bevidst, at det går stille og roligt. Vi vil kun have ti børn per årgang, fortæller Vibeke Grau, der ikke er i tvivl om, at de gjorde det rigtige.
– Børnehaven er blevet til det, vi gerne ville. Vi lægger vægt på motorik og bevægelse og ikke mindst, at børnene er ude. Vi ser glæden i deres øjne. Her har de et sted, hvor der er plads til, at de er vilde og kan lege. Vi finder det positive frem i børnene i stedet for at fokusere på det, de ikke kan. Alle kan jo noget, siger Vibeke Grau.
Hun er sikker på, at »udebørnene« er klar til skolen, når den dag kommer.
– De kender deres krop, har altid bevæget sig fuldt ud, så de er klar til indlæring, når de kommer i skole.
– Det sidste år, de store børn er hos os, har vi skolegrupper, så de er klar til det, der venter dem. Men børnene kan jo sagtens lære alt det, mens de er ude i naturen, siger Vibeke Grau, der tror på, at børnenes interesse for naturen hænger ved – også når de bliver ældre.
Fakta
>Udebørn
Boiskov Natur og Udebørnehave bruger naturen til at udvikle børns motorik.
Boiskov Natur og Udebørnehave bruger naturen til at udvikle børns motorik.
- Børnene er ude i al slags vejr, og lærer gennem naturen at bruge alle sanser.
- Børnene lærer ansvarlighed over for naturen.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis




