Vi køber tøj til børnene i supermarkedet
Supermarkederne sælger mere og mere børnetøj, mens børnetøjsbutikkerne bløder. Flåede tomater, to liter mælk og en bluse til lille Peter.Det er, hvad flere og flere danskere fylder i indkøbsvognen, når de er et smut i supermarkedet. Helt nye tal, som Danmarks Statistik har beregnet for Dansk Handelsblad, viser, at butikkerne, der sælger babyudstyr og børnetøj, har oplevet et fald i omsætningen på knap syv procent fra 2010 til 2011.
I samme periode oplevede Coop, der står bag en lang række af landets supermarkeder, en fremgang på seks procent indenfor de pågældende varegrupper.
Jens Birkeholm, der er direktør i brancheforeningen Dansk Detail, mener, det er blevet mere almindeligt for danskerne at købe babyudstyr og børnetøj, når de alligevel er på jagt efter bøffer i supermarkedet.
- Forsøger man som børnetøjsbutik i dag at konkurrere på pris, er man truet af både dagligvarekæder og H&M (tøjkæde, red.). De har dækket markedet for prisbilligt tøj af, og forbrugerne er i dag meget mere prisbevidste, end de var for nogle år siden, siger han til Dansk Handelsblad.
ØnskeBørn, der driver 31 butikker i Danmark, kan godt mærke, at salget af babyudstyr bløder.
- 2011 har været et sindssygt svært år, når det handler om babyudstyr. Jeg tror ikke, at faldet så meget skyldes, at supermarkederne satser mere på det område. Jeg tror mere, forklaringen er, at der i 2011 blev født 4.000-4.500 færre børn end i 2010, siger direktør Lars Elsborg til Berlingske Nyhedsbureau.
Når det handler om børnetøj, oplevede ØnskeBørn fremgang i 2011. Lars Elsborg mener, der er en naturlig forklaring på, at hans virksomhed går frem, selvom mange andre i branchen går tilbage:
- Indenfor de seneste par år har mange børnetøjsbutikker drejet nøglen om, så det har efterladt kunder til både os og supermarkederne, siger Lars Elsborg og uddyber:
- Jeg tror, vi er gået fri af krisen, fordi vi både sælger billige og dyrere tøjmærker - på den måde dækker vi de forskellige behov, siger han.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis



