Grafittimaler tjener milliard på Facebook-aktier
David Choe blev betalt i aktier for at dekorere Facebooks første hovedkvarter og står nu til at tjene 1,1 milliarder kroner på børsnoteringen. Der går mange historier om musikproducenter, der sagde nej til Beatles eller hellere ville have 15.000 kroner i hånden end 10 procent af Aquas indtjening på det første album. Men historien om grafittimaleren og kunstneren David Choe er den omvendte af slagsen.I 2005 blev han hyret til at male vægmalerier i Facebooks første kontorer i Palo Alto i Californien. Han kunne selv vælge mellem at få nogle tusinde dollars i hånden eller aktier for samme værdi. Han valgte det sidste, selvom han dengang udtalte, at han syntes, at Facebooks koncept var latterligt, skriver New York Times.
Latterligt eller ej. David Choe står nu til at tjene 200 millioner dollars - svarende til 1,13 milliarder kroner - på Facebooks børsnotering.
Facebook skal introduceres på børsen for at rejse 28 milliarder kroner, mens selskabet vil blive værdisat til 564 milliarder kroner.
.Dermed har David Choe tjent det samme for sine vægmalerier som rekordsalgsprisen for et maleri på det traditionsrige Sotheby's auktionshus. Det var et Damien Hirst-billede, der indbragte 200 millioner dollars i 2008.
Kunstneren er langt fra den eneste, der kommer til at tjene stygt på Facebooks børsnotering. Grundlægger Mark Zuckerberg ejer aktier, der vil have en værdi på 160 milliarder kroner.
Peter Thiel, der som den første investor i Facebook skød 500.000 dollars i selskabet i 2004, står til at tjene over 11 milliarder kroner. Også rockmusikeren Bono kommer til at tjene masser af penge. Han skød 120 millioner dollars i Facebook i 2010 og vil nu tjene et ikke-oplyst beløb, der forventes at være væsentligt større.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis




