Det er for farligt for dykkere at lede efter de 15 personer, der stadig savnes, i visse afsnit af det kæntrede krydstogtskib Costa Concordia. Derfor indstilles eftersøgningen nu.
Myndighederne stopper eftersøgningen af krydstogtofre
FORLIS: Mere end to uger efter krydstogskibet Costa Concordia kæntrede ud for Italiens kyst, har de italienske myndigheder nu stoppet eftersøgningen i visse dele af vraget af de 15 personer, der stadig savnes. Det oplyser embedsmænd tirsdag ifølge Reuters.I en udtalelse fra myndighederne står der, at forholdene på det halvt nedsunkne vrag har gjort det umuligt for dykkerne at fortsætte eftersøgningsarbejdet under vandet i det 290 meter lange skib.
Ligeledes står der, at beslutningen er endegyldig, så snart familierne til de 15 savnede personer er informeret.
Eftersøgningen vil dog stadig fortsætte i andre, og mere sikre, afsnit af skibet samt i et område på 18 kvadratkilometer i farvandene omkring, hvor en række genstande, som efterforskerne tror kan være lig, er blevet opdaget.
Det er meningen, at man i denne uge vil begynde at pumpe de mere end 2.300 ton brændstof ud af vraget, men indtil videre har dårligt vejr forsinket planen. Ifølge myndighederne vil det tage mellem tre uger og en måned at tømme skibet for olie. Det skriver Reuters.
Udover de 15 savnede er i alt 17 lig blevet bjærget fra skibet, siden katastrofen indtraf 13. januar.
Om bord på krydstogtskibet var godt 4.200 passagerer og besætningsmedlemmer, da det stødte på grund 150 meter ud for øen Giglio. Myndighederne har tidligere oplyst, at der vil gå mindst ti måneder, før det forliste krydstogtskib bliver bjærget. Frygten for en miljøkatastrofe er simpelthen for stor.
Kommentar til artiklen
Seneste nyt





Login & køb af E-avis











