Erhvervsakademi Sydvest jubler, efter at man netop har uddannet det største hold nogensinde. Over halvdelen endda med et job på hånden.
Nyuddannede – nu med job
BESKÆFTIGET: »Der er altid arbejde til dem, der vil arbejde«, messede Niels Hausgaard, før nedturen ramte. Men på Erhvervsakademi Sydvest går det nu ikke så ringe igen for at blive i det Hausgaardske.103 unge har netop forladt akademiet, og det ser godt ud med at få dem i beskæftigelse.
Over halvdelen af de nyuddannede bygningskonstruktører, datamatikere, laboranter og bachelorer i webudvikling, internationalt salg og marketing og teknisk manager offshore har arbejde.
Baseret på tallene fra 2010 forventer rektor på Erhvervsakademi Sydvest, Henrik Larsen, at 80-90 procent af de nyuddannede er i ansat i den private sektor inden sommerferien.
– Vi synes faktisk, det er forbløffende godt, siger Henrik Larsen, der især glæder sig over, at man efter mere end ti år atter har hele bygningskonstruktøruddannelsen tilbage i Esbjerg.
Også for konstruktørerne ser det godt ud med beskæftigelsen trods de dystre bulletiner fra byggebranchen.
– Den bedste reklame for skolen er, at de unge får job. Vi håber selvfølgelig, at det er med til, at de fremover vælger Esbjerg som uddannelsessted, siger Henrik Larsen, der fremhæver muligheden for at komme i praktik under uddannelsen som afgørende for, at de studerende får fodfæste i de private virksomheder.
Maiken Jensen på 23 år, der var i praktik på Valsemøllen i Esbjerg og nu i job hos TDC:
– Det er utrolig vigtigt, at man får prøvet teorien af i praksis, og så giver det indblik i, hvordan virksomhederne fungerer.
Fakta
>EASV
Erhvervsakademi er regionens største af sin art og ligger i Esbjerg og Sønderborg. EASV udbyder i alt 15 forskellige uddannelser; fra eks. finansøkonom multimediedesigner og byggetekniker til teknisk manager offshore og bygningskonstruktør.
Erhvervsakademi er regionens største af sin art og ligger i Esbjerg og Sønderborg. EASV udbyder i alt 15 forskellige uddannelser; fra eks. finansøkonom multimediedesigner og byggetekniker til teknisk manager offshore og bygningskonstruktør.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis




