Alsing fra skibskatastrofen: Vi taler oplevelsen igennem med hinanden
KRYDSTOGTSKIB: Den 69-årige Peter Christensen fra Nordborg på Als flyves med sin kone og et vennepar hjem til Danmark søndag aften.Da krydstogtskibet »Costa Concordia« gik på grund tæt på øen Giglio ud for Toscanas kyst fredag aften, lykkedes det de fire danskere at komme om bord i en af redningsbådene og dermed blive reddet i land.
De seneste par dage har de været indlogeret på Hilton Hotel i en lufthavn i Rom.
- Det er en fordel, at vi er fire. Vi har snakket meget om det, der er sket, og jeg kan mærke, det hjælper at være sammen med nogle, der har oplevet det samme, fortæller Peter Christensen til Berlingske Nyhedsbureau.
- Vi snakker meget om, hvor galt det kunne have været gået, og selvfølgelig tog det lidt tid, før vi indså, at det værste var overstået. Vi er rystede, men omvendt får vi heller ikke noget ud af at snakke om »hvis og hvis«. Og det behøver vi heller ikke. Vi kom i land, og det er hovedsagen, siger han.
Peter Christensen fortæller, at de, udover at bruge tid på at tale oplevelsen igennem med hinanden, går små ture og taler med de andre fra skibet, som stadig er indlogeret på hotellet - omend det dog bliver færre og færre.
- Resten er efterhånden begyndt at komme af sted. Vi er kun nogle små grupper tilbage. Foruden os er der for eksempel nogle canadiere, siger han.
Ifølge Peter Christensen er det de nationaliteter, som ikke har kunnet fylde hele fly, der nu er tilbage.
- Man har været nødt til at bruge et rutefly, og det er også derfor, vi først kommer af sted i aften, forklarer han.
Selvom Peter Christensen og de andre danskere gerne ville have været hjemme allerede, har de forståelse for, at tingene tager tid.
- Den danske ambassade har været utrolig hjælpsom hele vejen igennem - ligesom de ansatte på hotellet. Så snart der er nogle nye informationer, kommer de til os. Vi må også huske på, at vi fire ikke var de eneste på skibet, så derfor går der selvfølgelig lidt tid, siger han.
Hvad der skal ske, når Peter Christensen og de tre andre lander i Danmark i aften, ved han ikke endnu.
- Det må vi finde ud af, når vi kommer hjem. Vi har hverken pas, penge, papirer eller kreditkort, for det måtte vi efterlade. Vi ejer ikke en krone, så vi må have fat i banken. Og sådan noget med erstatning aner vi slet ingenting om endnu, fortæller han.
Peter Christensen arbejder til daglig i økonomiafdelingen på Sauer-Danfoss. Han, konen og et vennepar havde revet en uge ud af kalenderen for at tage på ferie.
Kommentar til artiklen
Seneste nyt
Afstemning
Er det en god idé, at byrådet vil nedlægge halvdelen af valgstederne for at spare en halv million kroner?





Login & køb af E-avis


















































