Tredobbelt vinkefest på Amalienborg
JUBILÆUM: - Kan du se noget?- Nej, jeg er for lille.
En ældre mand og kvinde med hinanden under armen var ikke de eneste på Amalienborg Slotsplads, der ledte efter et godt sted at stå lidt før klokken 12 søndag.
Faktisk var de slet ikke de eneste, der var dukket op til den sidste mulighed for offentligheden for at få et glimt af Dronningen og den kongelige familie i denne omgang.
Flere tusinde var allerede stimlet sammen på pladsen, og i de omkringliggende gader var lange karavaner af gående og cykler på vej med flag i lommer og barnevogne.
Og da klokkerne på Amalienborgs ur slog 12, gik alle tre døre til balkonen på regentparrets Christian IXs Palæ op. På den midterste kom Dronningen og Prinsgemalen vinkende ud, og til venstre for dem var det en noget mere fyldt balkon med vinkende kongelige.
Her var både Kronprinsparret med deres fire børn, samt prins Joachim og prinsesse Marie, der ellers har holdt sig væk fra de kongelige festligheder, da hun er højgravid og har termin senere på måneden. På balkonen til højre for regentparret stod det svenske kongepar sammen med Dronningens søstre og deres ægtefæller.
Folk på pladsen klappede og jublede, og da Dronningen rakte armen op for at lægge an til hurra-råb, var det rungende hurraer. der gjaldede gennem pladsen.
Men det var faktisk ikke den eneste balkon, der var befolket af medlemmer af den kongelige familie. På Christian VIIIs Palæ ved siden af regentparrets stod således blandt andre den græske kronprins Pavlos, der er søn af dronning Margrethes søster, dronning Anne-Marie og eks-kong Konstantin, og hans hustru, kronprinsesse Marie-Chantal.
Garderne spillede kongesangen »Kong Kristian stod ved højen Mast«, efter folket på pladsen havde råbt hurra for Dronningen.
Efter vinkeseancen står den på frokost for den kongelige familie. Kronprinsparret er således værter for en buffetfrokost i Frederik VIIIs Palæ for blandt andre danske og udenlandske kongelige, og søndag eftermiddag er der festgudstjeneste i Christiansborg Slotskirke.
Kommentar til artiklen
Seneste nyt





Login & køb af E-avis



































