Studerende fra Kolding skal betale 600.000 kroner tilbage i SU
Snyd: 15 studerende i Kolding har bevidst snydt staten for flere hundredtusinder kr. i uddannelsesstøtte. De unge oplyser, at de er udeboende, men bor reelt hjemme hos forældrene, hvor støtten kun er det halve.– Man har på fornemmelsen, at de her unge render rundt med en madras på ryggen. De bor et sted to måneder, og så flytter de videre, og sådan fortsætter det, forklarer Marianne Lyngholm Petersen fra Kolding Kommunes Kontrolgruppe.
Gruppen har lavet stikprøvekontroller hos nogle af de unge i området omkring Skovparken, som modtager Statens Uddannelsesstøtte, SU.
Kontrolgruppen har ikke selv mulighed for at inddrive pengene, da uddannelsesstøtten er en statslig ydelse, så sagerne er overdraget til Undervisningsministeriet.
– Vi har færdigbehandlet 20 af de 42 sager. Vi har flyttet 15 af de studerendes bopæl, og rejst krav om tilbagebetaling af 610.000 kroner, forklarer fuldmægtig i Undervisningsministeriet, Nicolai Rasmussen.
Det betyder, at hver ung i gennemsnit skal betale godt 40.000 kroner tilbage.
Andre forhold
Nicolai Rasmussen konstaterer, at der kommer flere og flere af den slags sager, men mener ikke, det nødvendigvis skyldes, at flere snyder, men at samarbejdet med kommunerne er forbedret.
Sagerne i kommunerne dukker ofte op, fordi kommunerne er i gang med at undersøge andre forhold.
Socialudvalgsformand Tine Roos Nørgaard (K), er glad for afsløringerne.
– Det er en succeshistorie, at der er etableret det her samarbejde for at dæmme op for socialt bedrageri, og jeg er sådan set ligeglad med, om pengene ender i kommunekassen eller hos staten, konstaterer hun.
I løbet af en måneds tid bliver der truffet afgørelse i de resterende sager.
Når man er hjemmeboende får man cirka 2700 kroner i SU.
Er man udeboende er beløbet godt dobbelt så højt, 5900 kroner.
Hvis Undervisningsministeriet politianmelder sagerne, risikerer de unge at blive dømt, og dermed få en plettet straffeattest.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis



