Nu afgør juryen Michael Jacksons læges skæbne
Anklageren i straffesagen mod Michael Jacksons livlæge Conrad Murray gik til stålet i sin to timer lange procedure i går. David Walgren appellerede til nævningernes følelser, da han skildrede lægen, som den mand, der havde gjort sangerens børn faderløse.Murray står tiltalt for uagtsomt manddrab og Walgren spillede på alle strenge i sine bestræbelser på at få de syv mænd og fem kvinder i juryen til at kende lægen skyldig, når nævningerne i dag begynder deres votering.
»For Michaels børn slutter denne sag aldrig. De har mistet deres far og det har de på grund af Conrad Murrays handlinger«, sagde vicestatsadvokaten blandt andet og sluttede direkte henvendt til nævningerne: »Mine damer og herrer. Bevismaterialet mod Murray er overvældende. Michael Jackson betroede Conray Murray sit liv, men han tænkte kun på sig selv og det kom til at koste Michael Jackson livet«.
Forsvareren Ed Chernoff stod ikke tilbage for sin modstander. Han forsøgte at gennemhulle det billede, anklagemyndigheden har tegnet af Murray som forsømmelig og grådig, ligesom han bestræbte sig på at gennemhulle de mest belastende vidners troværdighed.
Popstjernens sortklædte forældre Katherine og Joe Jackson overværede sammen med sangerens søskende de afsluttende procedurer fra tilhørerpladserne.
Murray risikerer fire års ubetinget fængsel, og de fleste juridiske iagttagere vurderer, at han bliver dømt efter anklageskriftet.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis






