Anmeldelse:
Vild rundtur i San Franciscos gader
DRIVER SF: Det er svært at slå succesfulde serier ihjel. Og derfor er John Tanner nu tilbage bag rettet i endnu en udgave i Driver-serien.Denne gang er handlingen flyttet til San Francisco.
Spillet foregår et halvt år efter Driv3r. Og er fjerde spil med Tanner i hovedrollen.
Plottet virker desværre som om, det er skrevet af en dårlig manuskriptforfatter, der normalt laver hurtige B-film i Hollywood. Og handlingsforløbet i spillet fænger slet ikke optimalt.
Tanner og hans ærkefjende Jericho har begge overlevet et skyderi i Istanbul. Jericho er blevet anholdt og skal overflyttes til et fængsel, men formår at flygte og skubber under den efterfølgende biljagt Tanners bil ud foran en lastbil, så det hele ender i et voldsomt uheld.
Uden at afsløre for meget kan jeg bare sige, at Tanner vågner op og fortsætter sin jagt på Jericho.
I historieforløbet er der en tavle, hvor du sætter spor og personer op, når du falder over noget nyt i din efterforskning.
Men i realiteten bliver det ikke brugt som andet end en gimmick. Og så dur det ikke, at opslagstavlen får sit helt eget menupunkt.
Til gengæld er det sjovt at køre rundt i San Franciscos gader og hjælpe politi og borgere med små missioner.
Og Tanner har fået en ny evne efter det slemme uheld med Jericho. Han kan "Skifte". Forstået på den måde, at hans bevidsthed kan hoppe ud af sin egen krop og ind i andres kroppe og derved styre bilen, som den nye krop styrer.
Det er ikke bare sjovt, det er fremragende nytænkning! Og giver virkelig nye muligheder, når du for eksempel hjælper politiet med at stoppe flugtbilister.
For hvorfor dog nøjes med at forfølge skurken og prøve at køre ham af vejen, når du kan skifte foran ham og vælge en modkørende bil og bruge den som rambuk? Eller bruge en lastbil som mur på vejen?
Alle spil med respekt for sig selv skal jo have en multiplayer-del. Men denne gang har udviklerne genoplivet en klassiker: splitscreen!
Og hurra for det. For selvom det naturligvis er langt federe at have en skærm helt for sig selv i onlinespil, så er der altså intet, der slår at spille med og mod en ven i stuen.
Der er flere forskellige onlinemuligheder - både hvor du skal køre mod en anden spiller, og hvor I skal samarbejde - for eksempel sammen forsøge at stoppe en flugtbilist.
I de fleste spil har I mulighed for at benytte "skifte"-evnen. Og det lægger endnu et niveau til de sædvanlige spiller-mod-spiller ræs. Og det er sgu ret fedt.
For første gang i serien er der nu rigtige licenserede biler med. Og det er fedt at få lov til at drøne rundt i både gamle og nye skønheder. Lige fra 50'ernes kæmpe dollargrin, over 70'ernes muskelbiler til moderne gaderacere.
Og kører du galt, så går de altså i stykker. Og dermed minder hele spillet enormt meget om GTA.
Der er dog hverken mulighed for at løbe byen rundt til fods, eller for at benytte sig af skydevåben. Det savner jeg nu heller ikke, når jeg skifter rundt fra bil til bil. Og det er den evne, der gør hele forskellen i Driver SF.
Og nåja, så er hele spillet oversat til dansk. Selvom der er få fejl, så synes jeg, det er udmærket at få danske undertekster på filmsekvenserne. Og det gør jo også målgruppen lidt større... Det burde flere udgivere måske tænke over.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis










