Løb på Rømø: Våde tæer fra start til slut
RØMØ: Selvom vejret holdt tørt, havde deltagerne til West Coast Challenge våde tæer fra start til slut under det omkring 100 kilometer lange løb, der fandt sted lørdag nat.- Deltagerne måtte selv vælge, hvilken vej de ville tage alt efter vind og vejr. Den korteste distance var 80 kilometer på cykel og 20 kilometers løb, men der var også nogen, der gennemførte en distance på 150 kilometer, siger arrangør Søren Strunge.
Eventyrløbet tog i år udgangspunkt på Rømø, ved Skærbæk og Brøns, og der blev både cyklet, løbet og vadet igennem vådområder, da 53 hold fra hele Danmark gennemførte løbet.
To hold måtte udgå undervejs. Det ene hold på grund af en knæskade, det andet på grund af nedkøling.
Løbet begyndte klokken 1 natten til søndag, og startede og sluttede ved Rømø lege- og labyrintpark i Havneby.
Undervejs skulle deltagerne blandt andet finde poster i Vadehavet, på øer, i siv- og moseområder og så skulle Brøns Å krydses flere gange.
Det hurtigste hold var mixholdet Team DareDevils, der gennemførte distancen i tiden seks timer og 17 minutter. Team ’71 var det hurtigste herrehold, og de kom i mål i tiden seks timer og 28 minutter.
Det sidste hold nåede i mål i Havneby efter 17 timer på farten.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis









