Tobias begraves i dag
Lille Tobias' farmor: Jeg troede, jeg vidste, hvad sorg var
Sorg: Tiden har stået stille hos familien Schmidt Jørgensen, siden sønnen og barnebarnet Tobias på 15 måneder på tragisk vis mistede livet mandag i sidste uge. Tobias begraves i dag.Den kan ses i tårerne.
Den kan føles i de sug i cigaretter, der er flere og tungere end vanligt.
Den kan fornemmes i de kandevis af kaffe, der drikkes hver time. Men først og fremmest kan den enorme sorg høres i røsten, når farmor og farfar til den nu døde Tobias, sætter ord på deres lille barnebarn, som de kun nåede at kende i 15 måneder.
– Tobias var en rigtig lille gavtyv, som alle kunne lide. Det gik lige så godt med ham, og så bliver han taget fra os, siger Tobias’ farmor Jette Schmidt Jørgensen til JydskeVestkysten, der som det eneste medie har fået adgang til de to familiemedlemmer.
Og måden, Tobias blev taget fra sin far og bedsteforældre, er af den mest barske.
Mandag i sidste uge var de kørt til fogedretten i Sønderborg med håbet og forventningen om at få Tobias med hjem i den autostol, der var monteret i bilen.
21-årige Jan Schmidt Jørgensen havde ikke set sin søn siden slutningen af maj. Men da de kom til Sønderborg blev de i stedet mødt af to kriminalbetjente, der kunne fortælle dem den værst tænkelige nyhed: At Tobias var død.
– Det var så barskt. Jeg troede, jeg vidste, hvad sorg var, men det gik først op for mig på det tidspunkt. Og jeg har endda »kun« mistet mit barnebarn – tænk, hvordan det må være at miste sit barn på den måde, siger Jette Schmidt Jørgensen, mens hun lader blikket glide hende mod sin søn – Tobias’ far – der sidder som forstenet i stuens læderlænestol.
Køreturen fra Sønderborg tilbage Kolding med visheden om, at sønnen og barnebarnet på kun 15 måneder ikke længere levede, var kun det foreløbigt værste, som faderens familie måtte opleve.
Da sigtelsen mod Tobias’ biologiske mor og hendes samlever blev læst op i retten i Sønderborg, stod det klart, at den lille dreng var død efter rå og brutal vold.
– Og så måtte jeg fortælle min søn om, hvordan hans barn kom af dage på en parkeringsplads ved Netto, for at han ikke skulle høre det i medierne først. Det kan ikke beskrives, hvor skrækkeligt det var, siger Jette Schmidt Jørgensen, til JydskeVestkysten.
8.000 Facebook-hilsner og stakkevis af blomster, der pryder villaen på Agtrupvej i Kolding, har betydet enormt meget for den sørgende familie.
– Vi har oplevet en utrolig form for kærlighed fra mange mennesker. Det har betydet meget mere, end vi kan beskrive, siger Jette Schmidt Jørgensen, inden hun begynder at afspille en mindesang, som en mand fra Guderup har lavet til Tobias.
– Den her skal spilles ved begravelsen, når Tobias bliver båret ud af kirken. Den er så smuk, og vi er dybt taknemmelige for, at nogen har villet lave en sang til vores Tobias, siger Jette Schmidt Jørgensen, inden hun går ud af lokalet for at finde en pakke Kleenex.
Tobias Schmidt Jørgensens begravelse finder sted i Harte Kirke i dag klokken 11.00.
Tobias-sagen kort:
Mandag den 18.juli meldte Tobias’ mor sin 15 måneder gamle søns død til politiet.
Da politiet gennemså lejligheden i Øster Højst, fik de hurtigt en fornemmelse af, at alt ikke var, som det skulle være.
Moderen og hendes samlever blev anholdt i sagen.
Tirsdag den 19.juli blev de varetægtsfængslet i fire uger.
De er sigtet for vold med døden til følge.
Ifølge sigtelsen døde Tobias efter rå og brutal vold, der har karakter af mishandling.
Obduktionen viser, at den lille dreng er blevet slået på hele kroppen, og at det medførte brud på nakkeknogler og kraniebrud, ligesom der ophobede sig væske og blod i hjernen.
Både den 21-årige mor og hendes 29-årige samlever har nægtet sig skyldige.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis







