Krig på hjemmefronten skuffer

HOMEFRONT: I en nær fremtid står det almægtige Amerika for fald. Tvunget i knæ af horder af blodtørstige soldater fra et samlet Korea.

Som et desperat modsvar mod den fremmede invasion og befolkningens uendelige lidelser, kæmper en lille hårdkogt modstandsbevægelse mod den overvældende og velbevæbnede overmagt.

Det er kort fortalt baggrundshistorien, der danner rammen i spillet Homefront. Et af de mest hypede spil indenfor first-person shooter-genren i den seneste tid.

En genre, der ellers er domineret af spilmastodonter såsom Call of Duty og spillene i Battlefield-serien.

Når Homefront vil bide skeer med de store drenge i klassen, skal spillet som mindstemål have en intuitiv og præcis styring, en engagerende historie, flotte kampsekvenser og en multiplayerdel med gennemarbejdede baner og en både hektisk og strategisk spillestil.

Homefront har en engagerende historie, men skuffer desværre på alle de andre punkter. Derfor ender Homefront hurtigt i stakken af middelmådige spil, der ikke lever op til de høje forventninger.

Styringen i Homefront er det første irritationsmoment der melder sig. I sammenligning med spil såsom Call of Duty, føles styringen klodset og aldrig intuitivt.

I singleplayer-delen kæmper man mod overmagten som helikopterpiloten Robert Jacobs, der bliver befriet fra sit fangenskab af oprørerne.

Sammen med en fast gruppe af computerstyrede medspillere kæmper man mod de koreanske militærstyrker.

De fleste kampe udfolder sig i forholdsvis små og trange ødelagte bymiljøer. Det resulterer i tætte og hektiske nærkampe.

Men de trange baner bliver efterhånden ensformige. Variationen i banedesignet er ganske enkelt ikke stor nok, efterhånden som man kommer længere og længere ind i spillet.

De computerstyrede medspillere, som man konstant følges med, bliver meget hurtigt en kilde til kraftig irritation. De er meget langsomme – for at sige det mildt.

Som spiller må man hele tiden vente på sine sniksnakkende medspillere, som åbenbart skal åbne dørene for én, da man som spiller ikke selv er i stand til det. Det virker fuldstændigt ulogisk og ødelægger en stor del af fornøjelsen.

Ens bevægelser i spillet virker desuden gumpetunge. Selv når man løber, sker det i luntetrav.

Dog er betjeningen af spillets mange våben ganske vellykket. På nær når man kaster en håndgranat – det føles mest som at kaste en ært efter modstanderen.

Som i de fleste fps-spil er modstanderne i singleplayerdelen ikke de klogeste i verden. Det er derfor nemt og hurtigt at udregne fjendernes bevægelsesmønster.

Multiplayer-delen af spillet er langt hen ad vejen en tro kopi af de fleste fps-spil. Dog er der lagt mere vægt på opgraderinger og tilkøb af udstyr end i Battlefield og Call of duty- serierne.

Man optjener hurtigt såkaldte battlepoint under kampene. Pointene kan bruges til at købe fartøjer, droner og mange andre våben.

Et resultat af det system er, at multiplayer-kampene lynhurtigt forvandler sig til et inferno af missilskydende droner og selvkørende, hurtigt skydende tanks og andre fartøjer.

Det kan momentvis virke spændende, men det sker på bekostning af det strategiske og taktiske element i kampene, hvilket er en stor skam.

Grafikken i Homefront er pæn uden at være imponerende. Der er sågar grafikfejl ganske tidligt i spillet, hvilket er direkte pinligt for udvikleren bag spillet, Kaos Studios.

Sammenlagt må man således konkludere, at Homefront skuffer på flere afgørende fronter. En velfortalt baggrundshistorie er langt nok til at redde spillet fra en hurtig glemsel.

Se trailer til Homefront her