Ikke alle gråhårede vil på tidlig efterløn

Portræt: Læser man avis og ser TV i dag, får man ofte det indtryk at den gråhårede generation har så travlt med at gå på tidlig efterløn, at man ikke kan se deres bagdele for skosåler. Sådan er virkeligheden ikke altid, og dagens portræt, Steen Gelbak fra Bramdrupdam, er næsten indbegrebet af, hvordan den nuværende regering gerne vil have at mønsterborgeren skal leve livet – uden at han egentligt selv har tænkt nærmere over dét – det har altid bare været sådan at man klarer sig selv. For at tage slutningen først, ville Steen ikke på efterløn da han blev 60, det var simpelthen for tidligt. Hvor nogle måske i hans generation har trukket sig tilbage så snart det var muligt, ville han fortsætte til han blev 65. Det blev han allerede 10. oktober 2010, men efter aftale fortsatte han til i fredags den 1. april, hvor hans erhvervskarriere – til sidst hos Bent Thykjær busser - som sådan sluttede, men så alligevel ikke. Steen er ikke meget for at slippe kontakten til det sociale liv, der følger med et arbejde, så han er nu tilknyttet Bent Thykjær busser som tilkaldevagt, med enkelte faste dage. I hvert fald et stykke tid endnu, så længe interessen holder ved, fortæller Steen.

Det har ikke altid ligget i kortene at køre bus. Faktisk startede Steen Gelbak sit arbejdsliv med at komme i malerlære, som han var beskæftiget i – med afbræk af en værnepligtstid hos flyvevåbnet i 12 måneder - indtil august 1968, hvor han startede som bankbetjent i det daværende Privatbanken. Undervejs skiftede han adresse fra hovedstadsområdet til Kolding, og blev forfremmet til assistent – et job han besad helt frem til oktober 1998. – Det var en tid præget af prikkerunder i Unibank, funderer Steen tilbage og fortsætter - Jeg havde på fornemmelsen at det kunne blive min tur, så der skulle ske noget. Gerne noget helt andet, så jeg kontaktede tømrermester Bjarne Dahl i Kolding, fik en læreplads i stand dér som 53-årig, og gennemførte lærlingeuddannelsens 3½ år efter fulgt af 8 måneders tid som tømrersvend.

Men håndværkerfaget kan være svært at lave langtidsplaner i, og en dag var det slut hos Bjarne Dahl. – Ja, det var en skam, men på dét tidspunkt var der helt dødt i branchen. Det var perioden lige inden det store opsving. Og når der ikke er så meget at lave, er der kort afstand fra job til ledighed, understreger Steen. – Jeg gik ledig i 4 måneder, og kom ved et tilfælde i jobtræning på Overmarksgården – et sted, jeg var utrolig glad for at være. Der er stor social kontakt med beboerne, og et fantastisk sammenhold blandt kollegerne, siger Steen med et ansigtsudtryk, der klart fortæller at han var glad for stedet.

Men det var jo ikke et permanent arbejde, og da Steen helt åbenlyst ikke vil slippe kontrollen over sit eget liv og gerne ville arbejde, gik han i gang med at finde en alternativ løsning. – Løsningen lå lige til højrebenet da jeg først fik tænkt mig om, fortsætter Steen. – Jeg kender jo Bent Thykjær i anden anledning, og spurgte om der var brug for en chauffør. Godt nok havde jeg hverken buskørekort eller de nødvendige beviser, men det kunne jo ordnes, fastslår han.

Et møde på jobcentret, hvor han fremlagde sin plan, blev velvilligt modtaget, og han gik straks i gang med at tage erhvervskort og beviser. – 6.september 2004 stod jeg med et friskt kørekort i hånden sammen med alle nødvendige beviser og kurser, og så startede jeg på mit sidste job, fortsætter Steen. – Jeg fik tildelt rute 406 Kolding-Billund, som er den rute jeg har kørt fra start til slut, siger han og fortsætter: - Nu er det at køre bus jo et udadvendt job, som jeg sætter så stor pris på. Det er også derfor jeg har holdt ved – det er skønt at møde nye mennesker hver dag, og nikke genkendende til de passagerer jeg har med regelmæssigt.

Steen tænker lidt tilbage på 2004. Der var en helt speciel situation det år, også for ham, nemlig Seest-katastrofen. – Jeg var på arbejde, og havde da fulgt med i radioen i løbet af dagen sammen med passagererne. Som daværende administrationsansvarlig i politihjemmeværnet i Kolding var jeg blevet ringet op nogle gange i løbet af dagen og blevet alarmeret, men følte ikke jeg kunne springe fra busjobbet – jeg var jo ny, og hvor skulle jeg gøre af bus og passagerer? Da den store eksplosion kom, kørte jeg heldigvis med tom bus i Sydbanegade i Kolding, men følte straks efter eksplosionen en voldsom kraft rykke bussen fremad.

Steen synker lige mundvandet en gang til. Det var en meget skræmmende oplevelse, og han havde mest af alt lyst til at hoppe i den første, den bedste kælder han kunne finde. Men turen skulle afsluttes og bussen i garage – og så i uniformen og af sted til Domhuset, som var samlingssted for alt indsat hjemmeværnspersonel ved katastrofen. – Siden dengang har jeg 2 gange være indsat akut når hjemmeværnet skulle bruges, med velvillighed fra busfirmaet, som har haft stor forståelse for situationen, slutter Steen.

Man kan, som nævnt, stadig af og til rende på Steen i bus 406 som afløser, og han glæder sig til hver tur.