Kommunal spareøvelse med sindslidende som ofre.
Et tiltag fra Haderslev kommune, hvor væresteder for 2 forskellige klientelgrupper skal slås sammen, er i al stilhed under opsejling. I Vojens vil man slå værestederne Kolibrien og Regnbuen sammen, og i Haderslev drejer det sig om Brugerhuset og Borgercafeen.Værestederne Kolibrien i Vojens og Brugerhuset i Haderslev er steder specielt oprettet til sindslidende. Her tages der højde for klienternes problematikker og deres specielle behov. Stederne er over en årrække blevet trygge tilholdssteder for de sindslidende, hvor de har deres egen helle i hverdagen.
Brugerne er blevet utrygge ved udsigterne til en sammenlægning med Regnbuen i Vojens og Borgercafeen i Haderslev.
Der skal ikke ret store ændringer til for de sindslidende i deres hverdag, før det udløser store bekymringer med deraf følgende nedture.
Da der i dette tilfælde er tale om drastiske ændringer for dem, vil det medføre en hel del problemer.
Udtalelser fra initiativtagerne om at man må løse de problemer, der kan opstå hen ad vejen, viser hvor uigennemtænkt dette forløb er, og hvorfor der sandsynligvis er tale om en ren spareøvelse fra kommunens side.
Foreningen Sind har i Haderslev på brugerhuset bekostet et dyrt udsugningsanlæg, nyt køkken med mere. Disse investeringer stryger kommunen nu ind, da man vil oprette det nye værested i nye lokaler.
Åbenbart har man ingen skrupler i Haderslev, når det drejer sig om penge.
Tiltaget foranlediger til en række spørgsmål til byens kranskagefigur borgmester Jens Christian Gjesing:
Hvordan vil åbningstiderne for det nye værested være?
Hvor meget personale sparer man ved denne øvelse?
Hvem skal afskediges?
Hvordan vil man løse problemer med eventuelle konflikter mellem de 2 klientelgrupper?
Vil der være madlavning hver dag, som det har været på Borgercafeen i mange år?
Vil der være lokaliteter til forskellige aktiviteter som er beregnet på de sindslidende også?
Vil der være uddannet personale til stede for de sindslidende, eller er dette også sparet væk?
Er eventuelt personale reduceret i forhold til nu, hvor man jo allerede har sparet mange ansatte væk?
Det har for mig i mange år været åbenlyst, at man i Haderslev kommune for længst er holdt op med at tænke med hjertet. Bundlinjen har været det altafgørende hele vejen igennem.
Særligt beskæmmende er denne situation, da vi nu har et rødt byrådsflertal, som i tidligere tider altid var garanter for, at der blev taget hånd om de svage, men sådan er det ikke mere.
Jeg har aldrig oplevet at byrådsmedlemmer har indtaget deres mad et eneste af de 4 ovennævnte væresteder, alligevel vil de bestemme, hvad der er godt for os. Det hænger bare ikke sammen Hr. borgmester.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis




