En skole nedlægges.
Del 4 af føljetonen om Vester Nebel skolevæsens foreløbige historie. Fra 1960 skete der en stor omvæltning på både Ølufvad og Vester Nebel skole. Nye undervisningskrav betød, at skolerne skulle årgangdeles. Hverken Vester Nebel eller Ølufvad skoler havde klasseværelser nok til dette, trods det at de begge var blevet udvidede få år før.Vester Nebel sognekommune kunne kun indfri de nye krav, hvis skolerne i Vester Nebel og Ølufvad sammen fungerede som én skole. Sognets fire yngste årgange blev herefter undervist i Ølufvad (bortset fra et overgangsår), og de 3 ældste i V. Nebel. Fra 1962 var lærerstaben i Ølufvad fru Ask, fru Michaelsen og Holm.
Den nye skoleordning var dødsdømt på længere sigt - der blev for meget kørsel frem og tilbage. Diskussionen gik herefter på, hvilken af skolerne der skulle udvides. Vester Nebel skole gik af med sejren. Skolen i V. Nebel blev derfor udvidet med en pavillon (nuværende lærer/administrationsbygning), og skolen i Ølufvad blev nedlagt 1/8 1968. Lærerne blev overflyttet til V. Nebel, og der blev indsat skolebus.
Man fortsatte dog med at anvende skolen i Ølufvad som hjælpeskole f. eks. ved undervisning i sløjd og husgerning. En udvidelse af Vester Nebel skole i 1976 gjorde bygningerne overflødige, og de blev derefter solgt til Ribe amt (Ribe amts Ungdomscenter).
Dermed blev Vester Nebel skole sognets eneste skole, og dennes historie vender vi tilbage til i næste uge.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis




