Ole Clausen, i forgrunden, grundlagde selskabet som sønnerne Kaj Clausen, til højre, og Hans Clausen, til venstre i dag har overtaget.
Brødrene Clausen fejrer 50 år på hjul
FRIFELT: I 1959 gik en ung fisker fra Frifelt, Ole Clausen, i land og fik i stedet hyre som bus- og lillebilchauffør hos den lokale vognmand.Et årstid senere overtog han vognmandsforretningen, og Ole Clausen Busser var en realitet. Vognparken bestod af en 25 personers studebaker og en otte personers minibus.
Ole Clausen blev gift med Bodil, og de to var fælles om forretningen indtil 1994, hvor parret overdrog firmaet til de to sønner, Kaj og Hans Clausen, der omdøbte firmaet til Clausen Busser.
Dengang var vognparken udvidet en del, for nu var der tre busser, der kørte skolekørsel, to store turistbusser, en 26 personers bus
og to taxaer.
Clausen Busser havde skolekørsel i mange år, men i 2000 tabte firmaet licitationen, og de to brødre, måtte se sig om efter andre forretningsområdet.
– I dag har vi seks turistbusser og to taxaer, og det er især turistkørsel i ind- og udland, vi kører, fortæller Hans Clausen.
– Vi kører blandt andet med foreninger og skoler. Efter jul begynder skirejserne. Vi kører med rigtig mange skoler og efterskoler, der skal på tur til Norge, fortæller han.
Men der kan være mange andre mål for bussen i Skærbæk. Det kan være en juletur til Tivoli i København eller til Lübeck i København, til Sort Sol, til Tina Turner koncert i København eller Rolling Stones i Horsens.
– Vi har haft samarbejde med »Deres Rejsepartner«, og det er blevet til rigtig mange musikrejser til Tyskland. Det er to-tredages hyggerejser til blandt andet Schlagerparade og til koncerter med kendte, tyske entertainere, siger Hans Clausen.
Firmaet har gennem årene oparbejdet en trofast kundekreds, og Hans Clausen roser også det samarbejde, der er mellem kollegerne i turistbranchen.
– Vi er rigtig gode til at hjælpe hinanden, siger han.
De to brødre, der leder firmaet i dag, er fælles om firmaet, men har hver deres ansvarsområder. Hans er revisoruddannet, mens Kaj er mekaniker, og på den måde supplerer de hinanden godt.
I firmaet er der i dag foruden de to brødre tre chauffører på fuld tid og en deltids kontordame.
–Antallet af medarbejdere kan svinge, nogle gange er vi 10, siger Hans Clausen.
Mens busserne har travlt, er der ikke helt så meget bud efter taxaerne. De bruges mest til siddende patientkørsel, forklarer Hans Clausen.
Jubilæet fejres i dag på Frifelt Kro for alle venner og
forretningsforbindelser. Det har også lidt med familien at gøre, for da Ole og Bodil Clausen overdrog firmaet til sønnerne, købte de Frifelt kro, og den ejede og drev de så indtil for tre år siden.
Clausen Busser
Clausen busser blev startet i 1960 af Ole og Bodil Clausen.
I 1994 blev forretningen overdraget til sønnerne Hans og Kaj Clausen.
Jubilæet fejres i dag på Frifelt Kro fra klokken 11 – til kroen lukker.
Kommentar til artiklen





Login & køb af E-avis






