Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Fjordskolen stjal igen fokus på byrådsmøde

Michael Christensen (SF) er en del af budgetforliget, selv om han ikke ønsker, at Fjordskolen flyttes til Kruså.
Foto: Arkivfoto: Timo Battefeld

Fjordskolen stjal igen fokus på byrådsmøde

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Flytningen af Fjordskolen skabte en ophedet debat, da byrådet i Aabenraa Kommune havde budgettet til 1. behandling.

AABENRAA: Tilbage i februar i år besluttede et flertal i Aabenraa Kommune, at Fjordskolen skal flyttes fra Aabenraa til den tidligere Kruså Skole, der står tom. Alligevel blev flytningen af Fjordskolen det altoverskyggende emne, da politikerne i Aabenraa Kommune på et byrådsmøde onsdag aften gik i gang med 1. behandlingen af budgettet for 2017-2020.

Det skyldes ikke mindst, at Socialdemokraterne har valgt ikke at være med i det budgetforlig, der blev indgået i sidste uge mellem Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, Slesvigsk Parti, Socialistisk Parti og løsgængeren Kaare Solhøj Dahle. Den afgørende grund til, at Socialdemokraterne valgte at stå uden for forliget, er flytningen af Fjordskolen til Kruså. Partiet ser hellere, at der bliver bygget en helt ny skole uden dog at pege på en bestemt placering.

- Vi tror ikke på en renovering af Kruså Skole, og vi vil komme med forslag til, hvordan vi kan få en helt ny specialskole, sagde Povl Kylling Petersen, der er gruppeformand for Socialdemokraterne.

For sent på banen

Det blev startskuddet til en ophedet debat, hvor flere undrede sig over, at Socialdemokraterne så sent i forløbet er kommet med et forslag til en ny skole til 140 millioner kroner.

- Vi tror på, at en ny skole kan finansieres nu. Det har vi ikke troet på tidligere, sagde Povl Kylling Petersen.

Socialdemokraterne og Enhedslisten, der heller ikke ønsker en flytning af Fjordskolen, blev også beskyldt for at tale Kruså ned, men det blev pure afvist. Socialdemokraterne blev også kritiseret for at have mødt op til budgetforhandlingerne med et ultimativt krav om en ny Fjordskole for at være med i forliget.

- Vi er ikke mødt op med ultimative krav, og vi vil komme med konstruktive ændringsforslag, sagde Kim Brandt (S).

Det fik Kaare Solhøj Dahle til at hæve stemmen, da han fik ordet.

- Alle har hørt, at en ny Fjord skole er et krav fra Socialdemokraternes side. Så jeg er nødt til at sige, at du lyver Kim Brandt.

- Det vil blive husket, at du kalder mig en løgner, svarede Kim Brandt.

Povl Kylling Petersen sagde også, at der ikke er blevet stillet et ultimativt krav, og han fik da også som en af de sidste ordet i debatten om Fjordskolen.

- Vi er åbne for en helt tredje løsning, men vi tror ikke på en renovering af Kruså Skole, sagde han.

Det bliver spændende

Trods den til tider hårde tone blev 1. behandlingen af budgettet enstemmigt sendt videre til 2. behandling, og her har alle partier mulighed for at komme med ændringsforslag.

- 2. behandlingen bliver overordentligt spændende, når der kommer ændringsforslag, sagde borgmester Thomas Andresen (V).

Fakta
Budgetforlig

I sidste uge indgik Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative, Slesvigsk Parti og Socialistisk Folkeparti et forlig om de næste to års budget for Aabenraa Kommune.

  • Socialdemokraterne og Enhedslisten ønskede ikke at indgå i forliget.


Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark