Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Bolderslev vil have en købmand i rundkørslen

Borgerne i Bolderslev vil gerne igen kunne handle dagligvarer lokalt. Arkivfoto.

Bolderslev vil have en købmand i rundkørslen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bolderslev har ikke længere nogen dagligvarebutik. Lokalråd har undersøgt mulighederne for at få en kædebutik placeret ved Hellevad-Bov vejen. Nu holdes borgermøde for at lodde stemningen.

BOLDERSLEV: For knap et år siden lukkede den sidste købmandsbutik i Bolderslev, og siden da har borgerne måttet købe deres dagligvarer udenbys. Men der er et stort ønske i Bolderslev om at få en dagligvarebutik, og det har Bolderslev Lokalråd sat sig for at gøre noget ved.

Lokalrådet har en særlig købmandsgruppe, som blandt andet har lavet en spørgeskemaundersøgelse blandt borgerne. Resultatet af den præsenteres, når lokalrådet tirsdag aften klokken 18.30 holder borgermøde i hallen.

- Undersøgelsen viser, at folk meget gerne vil have en Rema 1000 butik til området. Vi har været i forhandlinger med Rema 1000, men de ønsker ikke at etablere sig her. Så nu skal vi prøve at finde en anden model, siger Janne Rasmussen, som er tovholder for lokalrådets købmandsgruppe.

- Vi er enige om, at en ny købmandsforretning ikke skal ligge inde i byen, for der kommer der ikke kunder nok. Den skal ud og ligge ved rundkørslen ved Hellevad-Bov vejen, og derfor har vi også været i kontakt med Aabenraa Kommune. Det vil nemlig kræve en ændring af lokalplanen, forklarer Janne Rasmussen.

Ravsted-borgere sørgede selv for ny dagligvarebutik
Møde med gratis aftensmad
Borgermødet i hallen i Bolderslev i aften begynder klokken 18.30, hvor lokalerådet serverer gratis grillpølser. Selve mødet går igang klokken 19.På mødet vil der blandt andet være et oplæg fra en repræsentant for De Samvirkende Købmænd.

Afgørende møde

Borgermødet tirsdag aften bliver afgørende for, hvorvidt købmandsgruppen under lokalrådet går videre med arbejdet for at få en dagligvarebutik til Bolderslev.

- Vi har ikke nogen eksisterende forretning, som vi kan overtage, som de har gjort i Ravsted. Så vi skal ud og bygge nyt, forklarer Janne Rasmussen.

Af samme grund håber lokalrådet, det kan lade sig gøre at få en dagligvarekæde til at slå sig ned i Bolderslev.

- På borgermødet vil vi meget gerne have en tilbagemelding fra folk, om vi skal arbejde videre med det her, siger Janne Rasmussen.

På Facebook har cirka 50 personer i forvejen meldt sig til mødet, men Janne Rasmussen håber, at der også kommer en del folk fra de ældre generationer, der ikke er på Facebook.

Lokalrådet fik 475 besvarelser på den spørgeskemaundersøgelse, der er lavet om behovet for en dagligvarebutik i Bolderslev.

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark